Bulgarerne skal atter til stemmeurnerne.
Det har landets præsident, Rumen Radev, bestemt. Fredag har han besluttet, at Bulgarien skal afholde nyvalg.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, fordi de ledende partier har nægtet at give mandat til at danne en regering, skriver Reuters.
Radev har fredag tilbudt Alliancen for Rettigheder og Friheder en sidste chance for at forsøge at danne en regering, men partiet har ifølge Reuters afslået anmodningen.
Det bliver det ottende valg inden for de seneste fire år, skriver nyhedsbureauet. Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår valget skal afholdes.
Den tidligere regering måtte sidste måned træde tilbage efter omfattende protester.
Formelt meddelte den tidligere premierminister Rosen Zjeljakov sin afgang den 11. december. Det skete, efter at der i hovedstaden Sofia var titusindvis af demonstranter på gaden for at kræve regeringens afgang.
De mente, at mindretalsregeringen havde svigtet i kampen mod korruption i Bulgarien, som er et af EU's fattigste medlemslande.
Zjeljakov blev valgt som premierminister 16. januar sidste år og repræsenterer det konservative centrumhøjreparti Gerb. Han har tidligere været blandt andet transportminister og formand for den bulgarske nationalforsamling.
Det er ikke kun politiske forandringer, der i øjeblikket blæser over Bulgarien, men også økonomiske.
Det østeuropæiske land stoppede per 1. januar 2026 med at bruge sin hidtidige valuta, lev, og begyndte i stedet at bruge euro.
Skiftende regeringer har talt for, at Bulgarien skulle blive euroland. Håbet er, at økonomien i Bulgarien kan blive hjulpet til bedre tider med euroen som betalingsmiddel.
Samtidig er håbet, at det kan styrke Bulgariens bånd til Vesten og beskytte landet mod russisk indflydelse.
Blandt bulgarerne er der delte meninger om, hvorvidt det er en god idé. Mange har frygtet, at varerne bliver dyrere, har AFP skrevet.
Der bor omtrent 6,9 millioner mennesker i Bulgarien.
/ritzau/
