Bulgarsk præsident benåder hjemvendte fra Libyen

Fem sygeplejersker og en læge blev benådet, da de tirsdag landede i Bulgariens hovedstad, Sofia. De seks har været fængslet i Libyen i en aids-sag siden 1999.

Fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge med bulgarsk pas kan omsider se frem til et liv i frihed, efter at de tirsdag vendte hjem fra et længere fængselsophold i Libyen. Her var de tilmed længe dødsdømt.

Straks efter, at de landede i den bulgarske hovedstad, Sofia, meddelte den bulgarske præsident, Georgi Parvanov, at han har udstedt et dekret om at benåde dem.

De seks sundhedsansatte har været fængslet i Libyen siden 1999. En dødsdom mod dem i en aids-sag blev i sidste uge forvandlet til livsvarigt fængslet af den øverste juridiske myndighed i Libyen.

Frankrigs førstedame, Cecilia Sarkozy, og EU's udenrigskommissær, Benita Ferrero-Waldner, har været i Libyens hovedstad, Tripoli, for at forhandle om sygeplejerskernes frigivelse.

/ritzau/Reuters