Bryllup bag pigtråden

En palæstinensisk bryllupsfest ligger langt fra de danske, hvor man snildt sidder stift til bords i seks-syv timer

Forleden var jeg så heldig at blive inviteret til et palæstinensisk bryllup. Festen fandt sted i Abu Dis, en lille palæstinensisk by uden for Jerusalem. Jeg blev hentet af brudens bror og kørt gennem adskillige checkpoints og snørklede gader med graffiti, pigtråd og grønthandlere, før vi nåede frem til brudens fars hus.

Således landet blandt festklædte glædestrålende familiemedlemmer ventede den første overraskelse. Jeg var inviteret til brylluppet af brudens far, som er min ven og chauffør. I timevis har vi sammen kørt gennem Vestbredden eller langs fronten og talt om alt muligt fra fugle på himlen til skudsikre veste, og hvorvidt kvinder bør være jomfruer, når de bliver gift. (Det mener han, de bør.) Men nu var situationen en helt anden: Jeg blev vist ind i kvindernes gemakker i huset, der var gennemstrømmet af kvindelatter, glædesudbrud, klirren af smykker og tung duft af parfume. Min ven, derimod, måtte pænt blive udenfor i mændenes univers med snak, bilos, cigaretrøg og arabisk kaffe. Det var tydeligt upassende, hvis vi vekslede mere end et par ord.

Jeg helligede mig således hustruen, tanterne og bedstemødrene i traditionelle gevandter. Og allierede mig med Shireen, en syv-årig pige, hvis sprog mit arabiske var på niveau med. Shireen førte mig sikkert videre til restaurantpaladset, hvor festen skulle holdes, så jeg ikke fortabte mig i graffitien og bilvragene omkring det.

Men ved festen blev adskillelsen mellem kønnene endnu tydeligere. Snakken summede, og røgen steg blandt mændene udenfor, mens en sal fyldt med kvinder i alle aldre brusede af hyldest, dans og ceremonier til ære for brudeparret. Jeg måtte sende adskillige sms'er til danske mandlige venner, der synes danske bryllupper, hvor man snildt sidder stift til bords i seks-syv timer, er trættende, og fortælle dem om denne frihed: mændene står blot udenfor og snakker, mens kvinderne tager sig af det højtidelige.MEN SAMTIDIG VAR det aparte, at jeg ikke kunne dele oplevelsen med min chaufførven, brudens far, som jo var min adgangsbillet til festen. Jeg spurgte mig selv, om de samtaler, vi har haft om, krig, om forhold, om sex, er samtaler, han også har med sine egne døtre.

Forleden læste jeg om en amerikansk undersøgelse, der viste, at mange kvinder, som klarer sig godt, har haft et nært og fortroligt forhold til deres far. Tesen var, at denne relation har styrket deres selvværd og judgement. Min egen far døde for nogle år siden. Men fra jeg var lille, har han taget mig alvorligt og diskuteret hvad som helst om politik, kvinder og mænd; deres forventninger, ambitioner, drømme og skuffelser. Disse samtaler har været en kæmpe støtte og indsigt for mig. Til alle fædre, der måtte læse dette, må jeg videregive denne opfordring: tal til hende, datteren! Om fugle, arbejde, forhold og børn. Jeg er sikker på, at masser af arabiske mænd taler løs med deres døtre, men brylluppet, jeg var til, inspirerede ikke just til det.TILBAGE I ABU DIS blev kønnene heldigvis senere genforenet. Just som jeg sad og spekulerede over, hvordan det må være at gifte sig med og for første gang have sex med en mand, man har mødt to gange, stormede mændene ind og tog del i festlighederne. Og storfestligt var det. Med dansende, hujende mennesker i alle aldre. Langt fra den formalitet, taler og fornemme dekor, der ofte tager den sprudlende spontanitet ud af danske bryllupper.