Bror til formodet Manchester-angrebsmand er løsladt

23-årige Ismail Abedi blev anholdt i dagene efter et angreb i Manchester, som kostede 22 personer livet.

Læs mere
Fold sammen

Ismail Abedi, der er storebror til Salman Abedi, som er den formodede gerningsmand bag et bombeangreb i Manchester 22. maj, er blevet løsladt uden sigtelser.

Det oplyser Greater Manchester Police på Twitter.

Den 23-årige bror blev anholdt i Whalley Range-kvarteret i den britiske storby dagen efter attentatet mod spillestedet Manchester Arena. Her havde sangeren Ariana Grande netop givet koncert.

Angrebet kostede 22 mennesker livet og sårede 116. Derudover døde 22-årige Salman Abedi, som er født i Manchester med libysk baggrund, da han angiveligt udløste en selvmordsbombe foran arenaen.

I alt har 18 personer været anholdt i forbindelse med angrebet. Ti personer er fortsat varetægtsfængslet, oplyser politiet på Twitter.

Derudover er Salman Abedis lillebror, 20-årige Hasham, tilbageholdt i Libyens hovedstad, Tripoli, skriver den britiske tv-station BBC.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er også brødrenes far, Ramadan, tilbageholdt i landet.

/ritzau/