Brooklyn Beckham er Hollywoods nye darling – men nu stilles ét afgørende spørgsmål: Hvad kan han egentlig?

I en alder af kun 23 år har Brooklyn Beckham allerede forsøgt sig som fodboldspiller, model, fotograf og senest kok. Han har opnået, hvad mange professionelle kokke og fotografer kun har kunnet drømme om. Men hans succes bliver kaldt et resultat af nepotisme. Og Brooklyn Beckham betaler nu en høj pris for de mange åbne døre og gyldne muligheder.

Tv-værterne kigger forventningsfulde på Brooklyn Beckham.

Victoria og David Beckhams ældste søn er inviteret ind i studiet til »The Today Show«, hvor den unge selverklærede kok skal vise sine talenter i køkkenet frem.