Broderskabet forbereder sig på langvarig konfrontation

Islamisterne begraver deres døde og pynter op til ramadan ved Broderskabets hoveddemonstration. Den midlertidige præsident har sat en tidsramme på seks måneder for tilføjelser til forfatningen og nyvalg til parlament og præsident.

Ved Rabaa al Adawiya-moskeen forbereder pro-Morsi-lejren sig på langvarige protester. Foto: Gianluigi Guercia/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CAIRO: Der er blevet bygget en hel lille by op på El Nasr-vejen mellem Mobil-benzintanken og Rabaa al Adawiya-moskeen, Det Muslimske Broderskabs hoveddemonstration i Nasr City. Islamisterne i pro-Morsi-lejren har forberedt sig på en langvarig protest med opslåede telte, boder med mad, vand og frugtjuice og sågar salg af rene t-shirts og joggingbukser.

I dag starter den hellige fastemåned, ramadanen, og der er allerede pyntet op med flagrende sølvpapirstrimler og balloner mellem lygtepælene. Området er forskanset bag nyopførte mure, alle, der kommer ind, bliver visiteret, og der er lagt kasteskyts parat, hvis der skulle komme et angreb.

»Jeg er parat til at blive her indtil vi får demokratiet tilbage,« siger den unge læge Mustafa Hassanein, der var med til at yde førstehjælp til de sårede demonstranter efter de blodige sammenstød med militæret mandag morgen.

Mustafa siger, at han ikke har tilknytning til Broderskabet og kalder sig »liberal islamist«.

De døde og sårede blev båret til et feltlazaret, som frivillige har etableret i den bryllupssal, der er tilknyttet moskeen. Det er her, Mustafa gør tjeneste, og han er forberedt på, at der kan komme nye voldelige sammenstød efter begravelserne af dem, der døde foran den præsidentielle gardes hovedkvarter tidligt mandag morgen.

»Jeg er ikke bange for blodsudgydelser, og jeg er klar til at betale med mit liv for mit land. Men det gør mig virkelig trist, at det egyptiske folk nu kæmper indbyrdes,« siger han.

Advarer mod borgerkrig

Siden nedskydningerne mandag har der været voksende bekymring for, om den voldsomme polarisering i Cairo og andre steder i Egypten risikerer at ende i regulær borgerkrig. Mandag advarede det sunnimuslimske overhoved, Al Azhar storsheik Ahmed el-Tayeb, netop mod en borgerkrig.

Egypten flyder med billige våben, og militæret siger, at der er fundet store våbenlagre hos det Muslimske Broderskabs politiske fløj, Frihed- og Retfærdighedspartiet, hvis hovedkvarter er blevet lukket. Men endnu er der intet, der tyder på, at polariseringen i befolkningen over den politiske krise risikerer at udvikle sig til væbnet kamp som f.eks. i Syrien. De to grupperinger (pro-Morsi kontra pro-militær) råber op i hver sin lejr – og arabere har det med at være meget svulstige i munden – men der er ingen indikationer af gensidige voldelige angreb.

Ny premierminister

Politisk søger den midlertidige præsident, leder af forfatningsdomstolen Adli Mansour, at løsne op for det politiske hængedynd med et dekret om en køreplan hen imod demokratiske nyvalg.

Mansour meddelte i går, at den 77-årige økonom og socialdemokrat Hazem el-Beblawi skal være ny midlertidig premierminister. Beblawi var en kort overgang finansminister i Hosni Mubaraks sidste dage som præsident i 2011. Nobelprisvinderen Mohamed ElBaradei skal være vicepræsident med ansvar for udenrigspolitikken.

Det yderligtgående islamistiske salafistparti Al Nour havde foreslået en anden kandidat, Samir Radwan. Nour-partiet har hidtil blokeret for to forslag til midlertidig premierminister, bl.a. ElBaradei. Partiet meddelte mandag, at de ikke længere ville være en del af den midlertidige koalition, hæren har sammensat efter Morsi blev væltet som præsident 3. juli.

Heller ikke aktivistgruppen Tamarod (rebel på arabisk), der stod bag de massive protester mod Morsi, var taget i ed om en ny premierminister.

Broderskab siger nej til køreplan

Den dekreterede køreplan frem mod nyvalg i 2014 bliver imidlertid i kraftige vendinger afvist af Det Muslimske Broderskab. Talsmand Gehad el-Haddad sagde i går, at »kun folkets præsident (Morsi, red) kan præsentere en køreplan, ikke militære kampvogne«.

Hæren har inviteret Det Muslimske Broderskab til at deltage i den koalition, der skal lede landet frem til nyvalg. Men det er blevet afvist med henvisning til, at fjernelsen af Morsi var et militært kup.

»Hvis de vil forhandle, så kan de gøre det med vores præsident. Hvad han siger, holder vi os til,« sagde el-Haddad.

Mohamed Morsi er tilbageholdt og menes at befinde sig i bygninger hos den præsidentielle garde, hvor de blodige sammenstød med 51 døde og over 400 sårede fandt sted mandag morgen.

Forfatning om sharia-model

Den nye køreplan opererer med en seks måneders periode frem til nyvalg af parlament og præsident i februar-marts 2014. Forinden skal man debattere ændringer og tilføjelser til den forfatning, der blev vedtaget ved en folkeafstemning sidste år i december.

Ændringerne vil komme til at handle om bl.a. islams rolle i det egyptiske samfund, sådan som det også skete sidste år. Emnet deler samfundet midt igennem med højrefløjen, der vil have yderligere islamisering, og de sekulære, der ønsker det modsatte.

Det i Vesten omdiskuterede sharia har i mange år været en del af forfatningen. Og det vil det fortsætte med. Striden har stået om, hvad der skal lægges i begrebet, og hvem, der skal tolke det.

Præsidentens rolle i forhold til parlamentet vil formentlig også blive en del af den kommende debat, efter at Mohamed Morsi tiltog sig magt over parlamentet. Endelig vil spørgsmålet om isolationslove sandsynligvis blive rejst. Det vil sige, at man opstiller regler, der forhindrer visse personer i at deltage i det politiske liv i en årrække. Det skete f.eks. i forhold til en række af Hosni Mubaraks støtter efter revolutionen i 2011.

Inden da vil de to stridende grupper i det egyptiske samfund fejre ramadan i hver sin demonstrationslejr. Anti-Morsi demonstranterne på Tahrirpladsen og pro-Morsi brødrene foran Rabaa al Adawiya. Der er syv kilometer imellem de to grupper.