Brittanys selvvalgte død kan flytte den amerikanske moral

Højrereligiøse er bange for, at Brittany Maynard kan blive den sag, der overbeviser USA om retten til dødshjælp.

Brittany Maynard var uhelbredeligt syg af hjernekræft. Men i stedet for en død i smerte, valgte hun natten til mandag at komme sygdommen i forkøbet og »dø med værdighed«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På få år har den amerikanske folkemoral flyttet sig. Homoseksuelle ægteskaber er hverdag, i to stater er marihuana tilladt, pornografi er allestedsnærværende, og nu er Brittany Maynard død. Og hendes død kan få samme liberaliserende effekt.

»Hendes død vil efter min mening ændre hele optikken i debatten,« vurderer en føren-de bioetiker, professor Arthur Caplan, i et blog-indlæg.

Brittany Maynard valgte at dø natten til mandag. Hun var 29 år, men led af uhelbredelig hjernekræft og havde kun få måneder tilbage at leve i. I stedet for at dø i smerte og maskinernes vold valgte hun i juni at flytte til en af de fem amerikanske stater, som tillader dødshjælp, og en læge udskrev en overdosis af barbiturater.

Hendes sag og hendes død har vakt international opmærksomhed og givet amerikanerne et nyt billede af dødshjælp – af to grunde. For det første har det hidtil været ældre, som søgte dødshjælp, og dermed har det været en diskussion for de grånende generationer. For det andet var Brittany Maynard overbevisende. Hun var ikke en freak, der søgte opmærksomhed. Tværtimod var hun veluddannet med to grader fra University of California, hun havde undervist forældreløse børn i Nepal, i 2012 besteg hun og hendes mand Kilimanjaro, og som talskvinde for dødshjælp var hun velformuleret og havde en klar fornemmelse for de etiske barrierer. Hendes sidste hilsen til omverdenen var ikke anderledes. Som hun skrev i sit farvel på Facebook:

»Farvel til alle mine kære venner og til den familie, som jeg elsker. I dag er dagen, hvor jeg har valgt at dø med værdighed – i erkendelse af den forfærdelige hjernekræft, som allerede har taget så meget fra mig, men som vil tage så meget mere. Verden er et smukt sted. At rejse har været den største lærer, mine nærmeste venner og min familie har været den største gave, og de står i en ring rundt om min seng, mens jeg skriver. Farvel verden. Spred de gode følelser. Giv det videre.«

En sag for Gud

Selv modstandere af dødshjælp erkender Brittany Maynards gennemslagskraft.

»Hun har grebet os om hjertet,« skrev en højrereligiøs debattør mandag, men »hun skulle have overladt sagen til Gud«. En talsmand for en katolsk gruppe, Janet Morana, sagde det samme: »Det var ulykkeligt, at hun opgav alt håb ... Med Gud er der altid håb.«

»Gud« er både det stærkeste og svageste led i argumentet. For det kræver, at tilhørerne tror på Gud, og det kræver, at de tror på samme måde på samme Gud. Det er et stærkt argument for de troende, men ikke nødvendigvis for tvivlere, ateister og agnostikere, som debatten om homoseksuelle ægteskaber viser. Her fastslog et flertal af amerikanerne og Højesteret, at ligestillingen af homoseksuelle ikke var et gudeligt, men et menneskeligt anliggende – de konkluderede, at der ikke var noget forkert i ligestillingen, og at den ikke i borgerlig forstand gjorde nogen skade.

Det sidste ønske

Brittany Maynard taler til akkurat samme logik. Hjernekræft er en modbydelig kræft, alle eksperter havde konkluderet, at hendes var uhelbredelig og i fjerde og sidste stadie, og dødshjælp var tydeligvis hendes eget ønske. Hun og hendes mand flyttede til Oregon, som i 20 år har tilladt dødshjælp. I modsætning til europæiske lande som Holland og Belgien har dødshjælpen i Oregon været skandalefri, 750 mennesker har gjort brug af den, og kun ganske få taler om at ophæve den. Det samme gælder i de fire andre amerikanske stater, som har dødshjælp, og en række andre stater diskuterer nu spørgsmålet.

En ny fond opkaldt efter Brittany Maynard vil presse på for at få det meste af USA med, og det kan lykkes, vurderer Arthur Caplan: »Hvis de tackler emnet på samme måde, som diskussionen om marihuana og homoseksualitet, har de en god chance for at give Brittany det eftermæle, som hun ønskede – at andre kan få adgang til det valg, som hun valgte.«