Britiske parlamentsmedlemmer giver officielt deres støtte til at få offentliggjort dokumenter om den tidligere prins Andrew.

Det skriver Sky News tirsdag.

Dokumenterne omhandler udpegningen af Andrew Mountbatten-Windsor som handelsrepræsentant. Det var han fra 2001 til 2011.

Handelsminister Chris Bryant siger, at regeringen vil offentliggøre dokumenterne, så snart det er "praktisk gennemførligt og muligt inden for lovens rammer".

I Underhuset kalder Bryant eksprinsen en "ubehøvlet, arrogant og privilegieblind mand". Det skriver BBC.

Han beskylder Mountbatten-Windsor for ikke at kunne "skelne mellem de offentlige interesser, som han sagde, at han tjente, og sine egne private interesser".

Det var partiet Liberaldemokraterne, der stillede forslag om offentliggørelsen.

Partileder Ed Davey har sagt, at "offentligheden med rette kræver at vide", hvordan Andrew blev udpeget som handelsrepræsentant.

Udpegningen skete under den daværende premierminister Tony Blairs regering.

Dokumenter, der kan have relation til muligt embedsmisbrug, vil dog muligvis ikke blive offentliggjort.

Det skyldes, at det netop var under mistanke om embedsmisbrug, at Mountbatten-Windsor sidste uge blev anholdt. Derfor kan det være, at anklagere vælger at anbefale ikke at offentliggøre netop de dokumenter.

Mountbatten-Windsor blev løsladt, mens en efterforskning af sagen pågår.

Eksprinsen har løbende afvist at have gjort noget ulovligt i forbindelse med sagen om den afdøde finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Politiet i Thames Valley har tidligere oplyst, at det undersøger anklager om, at den tidligere prins skulle have videregivet fortrolige dokumenter til Jeffrey Epstein.

Omfanget af den tidligere prins' forbindelser til Epstein er blevet afdækket i takt med USA's justitsministeriums offentliggørelse af flere millioner dokumenter fra de såkaldte Epstein-filer.

Regeringen havde allerede inden parlamentsmedlemmernes tilkendegivelse indikeret, at den også ønsker Andrew-dokumenterne frigivet. Beslutningen om at få dem offentliggjort var således ventet.

/ritzau/