Britiske politikere: Lad Sverige sende Assange i retten

Julian Assange skal udleveres til Sverige, hvis sag om voldtægtsanklager genåbnes, mener britiske politikere.

Julian Assange blev torsdag anholdt i London efter at have opholdt sig på Ecuadors ambassade i flere år. Social Media/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Storbritannien skal udlevere WikiLeaks-stifteren Julian Assange til Sverige, såfremt svenskerne ønsker at retsforfølge ham.

Sådan lyder budskabet i et brev fra over 70 britiske politikere. Brevet blev underskrevet fredag og sendt til den britiske regering.

I dag 47-årige Assange blev tilbage i november 2010 efterlyst af det svenske politi. Han var mistænkt for at have forgrebet sig seksuelt på to svenske kvinder i august samme år.

Sagen var medvirkende til, at Assange i juni 2012 søgte tilflugt på Ecuadors ambassade i Storbritannien.

Her opholdt han sig, indtil han torsdag blev anholdt i London.

Den svenske sag mod Assange blev henlagt i 2017. Efter hans anholdelse overvejer den svenske anklagemyndighed om sagen skal genåbnes.

Sverige har endnu ikke officielt bedt om at få Assange udleveret.

Det har til gengæld USA. Her er den kontroversielle WikiLeaks-stifter anklaget for indbrud i en regeringscomputer og videreformidling af hemmelige oplysninger om USA's krige i Irak og Afghanistan.

I brevet fra de britiske politikere opfordres den britiske indenrigsminister, Sajid Javid, til at "gøre alt for at sørge for, at Julian Assange kan blive udleveret til Sverige, hvis Sverige beder om udlevering".

Den ene af de kvinder, der skal være blevet voldtaget af Assange, håber, at han bliver udleveret til de svenske myndigheder.

»Jeg vil blive meget skuffet, hvis Julian Assange udleveres til USA. For mig har det aldrig handlet om noget andet, end at han må stå til ansvar for sine handlinger mod mig og andre kvinder,« siger hun til Expressen.

Eva-Marie Persson fra den svenske anklagemyndighed sagde fredag, at der endnu ikke er taget en beslutning i sagen.

»Vi vil nu sætte os ind i sagen for at afgøre, hvordan vi går videre.«

»Forundersøgelsen er altså ikke genoptaget endnu, og vi ved ikke, om det kommer til at ske. Vi kan ikke love nogen tidsplan for, hvornår der træffes en beslutning,« lød det i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet TT.

/ritzau/AP