Britiske politikere i ophedet debat over Trumps besøg

Trump skal ikke æres med statsbesøg, siger Labour-politikere. Andre ser besøget som en chance for indflydelse.

Demonstranter samlet foran det britiske parlament i en støtteaktion for indvandrere i Storbritannien. Inde i parlamentet diskuterede politikerne blandt andet Donald Trumps kommende statsbesøg. Scanpix/Justin Tallis
Læs mere
Fold sammen

London. At lade Donald Trump komme på statsbesøg i Storbritannien vil være nedværdigende over for dronning Elizabeth II, lød det fra en af politikerne, da det britiske parlament mandag debatterede den amerikanske præsidents kommende besøg i landet.

Debatten fandt sted på baggrund af en underskriftindsamling, hvor 1,8 millioner briter har skrevet under på, at Trumps "misogyni og vulgaritet" er nogle af grundene til, at besøget bør aflyses.

David Lammy fra det største oppositionsparti, Labour, indvendte, at han skammer sig over, at Storbritannien vil invitere en mand, der synes, det er i orden at befamle kvinder, når Trumps forgængere ikke har fået en tilsvarende invitation.

Den uafhængige Nigel Evans, som tidligere var medlem af De Konservative, siger, at han respekterer Trump for at holde fast i sine holdninger.

Evans fik flere af sine kolleger i parlamentet til at gispe i kor, da han sagde, at han "ikke har set bevis på, at han er racist".

Den konservative James Cartlidge mener, at briterne skal holde fast i invitationen til Trump.

Han tilføjer, at han også med glæde vil invitere Ruslands præsident, Vladimir Putin, fordi et statsbesøg er en mulighed for at få indflydelse på verdensledere.

Londons borgmester, Sadiq Khan, er et af de fremtrædende Labour-medlemmer, der har talt imod besøget.

Han peger på Trumps "ondsindede og skamfulde" indvandringspolitik mod borgere fra lande med overvejende muslimsk befolkning.

Det britiske parlament har en regel om, at en sag skal debatteres i parlamentet, hvis flere end 100.000 vælgere har skrevet under på det.

En anden underskriftindsamling opfordrer parlamentsmedlemmerne til at bakke op om Trumps besøg. Han er "leder af den frie verden", og Storbritannien støtter ytringsfriheden, lyder nogle af argumenterne.

Den britiske regering har indtil videre fastholdt, at Trumps besøg finder sted som planlagt. Der er endnu ikke fastsat en dato for besøget.

/ritzau/dpa