Britiske muslimer indrykker annoncer

De seneste terrorforsøg i Storbritannien har intet at gøre med læren om islam. Sådan lyder en annonce i britiske aviser fredag.

Britiske muslimsamfund, deriblandt personer fra lægefaget, tager fredag afstand fra de mislykkede terrorangreb i den seneste tid ved at indrykke annoncer i såvel The Guardian som Metro-aviser.

De afviser enhver forbindelse mellem terror og læren om islam, og de beder til, at det britiske samfund står sammen. Organisationen bag annoncerne kalder sig "Muslimer United". Den fortæller, at den er støttet af alle de store muslimske organisationer og individuelle fra en lang række fag, også sygehusvæsenet.

Ihtisham Hibatullah, der er talsmand for "Muslimer United", siger, at størstedelen af dem, der deltager i kampagnen, er læger.

/ritzau/