Britiske medier: Skotland stemmer nej til løsrivelse

Foto: Andy Buchanan
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skotterne stemmer nej til løsrivelse og vil efter torsdagens folkeafstemning fortsat være en del af det forenede kongerige, Storbritannien. Det skriver flere britiske medier, heriblandt BBC og Sky News samt nyhedsbureauet Reuters, med over 60 procent af stemmerne talt op.

26 ud af 32 valgkredse er færdig med optællingerne, og samlet har 54,3 procent stemt nej til selvstændighed, mens 45,7 procent har stemt ja.

Valgdeltagelsen ligger ifølge The Guardian på 84,2 procent.

Premierminister David Cameron har ifølge Sky News været ude at lykønske Alistair Darling og nej-sigerne med en velgennemført kampagne.

Det endelige resultat ventes at foreligge ved 7.30-tiden, dansk tid, hvorefter, om ikke før, premierminister David Cameron vil tale til nationen.

Også den britiske dronning har ifølge oplysningerne en erklæring liggende klar til offentliggørelse.

Nej-siden tog en tidlig føring med resultater fra de vestlige skotske øer som Orkney, Shetland og Clackmannanshire. De var blandt de allerførste til at få stemmerne opgjort.

Derimod stemte befolkningen i Dundee klart ja til uafhængighed med 57 procent ja-stemmer mod 43 procent nej.

Også den store gamle arbejderby og nuværende finanshovedkvarter Glasgow stemte ja til at løsrive Skotland fra Storbritannien med 53 procent ja mod 47 procent nej.

I hovedstaden Edinburgh har 61 procent af indbyggerne til gengæld stemt nej til løsrivelse, viser en færdigoptælling klokken 7.