Britiske forskere planlægger omstridt vaccineforsøg: Raske unge skal smittes med covid-19

I starten af 2021 planlægger britiske forskere at påbegynde et omstridt vaccineforsøg. For at teste effekten af flere forskellige vaccinekandidater skal raske, unge mennesker smittes med covid-19.

 
Britiske forskere planlægger at smitte raske frivillige med covid-19 for at teste vacciner på dem. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om, at de frivillige skal forstå, hvad de går ind til. Et etisk råd bør følge processen, lyder det. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

I Storbritannien gør forskere nu klar til et kontroversielt forsøg. De vil smitte raske unge frivillige med covid-19, så forskerne kan finde ud af, hvordan mulige vacciner virker.

Det skriver The Wall Street Journal.

Forsøget ledes af det respekterede Imperial College London og forventes at skulle finde sted i begyndelsen af 2021. Ifølge de britiske forskere kan man melde sig frivilligt som testperson, hvis man er mellem 18 og 30 år og hverken har covid-19-symptomer eller andre underliggende sygdomme.

Når testpersonerne er blevet smittet med covid-19, vil forskerne studere, hvordan deres immunsystemer reagerer mod virussen og efterfølgende teste, hvilken effekt mulige vacciner har på den.

I første omgang skal forsøget finde sted på ét hospital i London, men på længere sigt er det tanken, at det skal udrulles til flere steder i landet, skriver The Wall Street Journal.

Det er kontroversielt. I månedsvis har forskere diskuteret, om det er forsvarligt at udsætte raske mennesker for en virus, som verden endnu ikke har en stensikker kur imod.

De seneste måneders undersøgelser af mystiske senfølger hos unge og ellers tilsyneladende raske mennesker vidner desuden om, at der endnu er en del, vi ikke ved om virussen.

Omvendt argumenterer nogle forskere for, at pandemiens enorme konsekvenser for verdenssamfundet – både økonomisk og sundhedsmæssigt – er grund nok til at tage nye metoder i brug.

De britiske forskere forklarede tirsdag, at forsøget ikke vil gå i gang, før det er godkendt af en uafhængig etisk komité. Samme komité vil følge forsøget fra start til slut, lover forskerne.

Samtidig håber forskerne på at få forsøget godkendt af den britiske lægemiddelstyrelse.

Smitte først. Så vaccine

Forsøget skal foregå sådan, at de frivillige sættes i karantæne i lidt over to uger, inden de bliver udsat for virussen. Til at begynde med vil de blive udsat for så lille en dosis af virussen som muligt, indtil forskerne ved, hvor meget der skal til, før man bliver syg.

Virussen skal injiceres gennem næsen, skriver The Wall Street Journal. Når forskerne har studeret virussen og immunsystemets respons på den, vil de afprøve vaccinen på de frivillige for at se, hvordan den bekæmper virussen.

I normale vaccineforsøg gør forskerne det i omvendt rækkefølge: I fase 3-forsøg giver de vaccinen til testpersoner først og venter derefter på, at de vaccinerede udsættes for coronasmitte i samfundet helt naturligt. Først derefter kan man vide, om vaccinen virker.

At udsætte raske mennesker for virussen under kontrollerede forhold kan derfor vise sig at være en hurtigere vej til at finde ud af, om vaccinerne virker.

Over for The Wall Street Journal forklarer forskerne, at de vil bruge Remdesivir i behandlingen af de frivillige testpersoner, allerede inden de begynder at udvise symptomer på covid-19. På den måde håber de at kunne kontrollere sygdommens forløb, inden de testede vaccineres.

Den britiske regering vil afsætte knap 270 millioner kroner til forsøget. Hvis det godkendes, vil det gå i gang i januar 2021 og være afsluttet omkring maj samme år.

Verden over arbejder forskere på højtryk for at finde en vaccine mod covid-19. Normalt kan sådan en proces tage op mod otte-ti år, men under coronapandemien er processen gået rekordstærkt.

En række vacciner kan derfor snart blive godkendt til nødbrug. Det vil i første omgang muliggøre brug af vacciner på for eksempel sundhedspersonale og frontlinjemedarbejdere.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er 11 vaccineforsøg i fuld gang med de afsluttende kliniske fase 3-forsøg, som bliver foretaget på tusinder af mennesker.