Britiske fængselsbetjente nedlægger arbejdet

80.000 indsatte i britiske fængsler må onsdag se langt efter deres fængselsbetjente, som strejker for at presse regeringen til at give dem mere i løn.

For første gang nogensinde nedlagde fængselsbetjente i England og Wales onsdag arbejdet i et forsøg på at få mere i løn. Den britiske regering blev taget på sengen af strejken, som den stemplede som ulovlig.

Det var onsdag morgen uvist, hvilke konsekvenser strejken får for sikkerheden i de britiske fængsler med omkring 80.000 indsatte.

Ifølge fængselsbetjentenes fagforening POA er strejken udtryk for, at dens medlemmer har mistet tålmodigheden med regeringen efter en langvarig strid om løn og arbejdsvilkår.

- Denne aktion er ikke noget vi tager let på. Vi beder blot om at blive behandlet retfærdigt, sagde fagforeningens formand, Colin Moses, til BBC.

/ritzau/