Britisk yacht med 22 om bord synker i storm ud for Sicilien
Efter forlis blev fire briter, to amerikanere og en canadier meldt savnes. Etårig er blandt overlevende.
Efter forlis blev fire briter, to amerikanere og en canadier meldt savnes. Etårig er blandt overlevende.
En person er død og seks savnes efter en såkaldt superyacht med overvejende britiske passagerer er sunket, da båden blev ramt af en kraftig skypumpe ud for Sicilien.
Det rapporterer italienske medier.
Det er lykkedes den italienske kystvagt at samle 15 op af havet i live.
Blandt de overlevende er et etårigt barn og moren, skriver avisen Corriere della Sera ifølge Sky News.
Den 56 meter lange yacht, "Bayesian", sejlede under britisk flag. Fire briter, to amerikanere og en canadier blev meldt savnet efter forliset ud for Porticello ifølge AFP. Porticello ligger lige øst for Palermo.
- En død er lokaliseret i vraget, men endnu ikke trukket op, oplyser den italienske kystvagt.
Yachten var sejlet ud søndag aften og lå for anker 700 meter fra Porticello, da den blev ramt af en tornado.
Der er indsat helikoptere og redningsbåde i eftersøgningen af de savnede. Den sunkne båd ligger på 50 meters dybde.
Ifølge de italienske medier blev "Bayesian" ramt af en kraftig skypumpe - eller minitornado - cirka klokken fem mandag morgen ifølge den italienske kystvagt.
De kraftigste og mest destruktive skypumper omtales ofte som tornadoer.
Der var 22 om bord. 10 af dem var besætningsmedlemmer.
- Jeg var hjemme, da tornadoen ramte, siger fiskeren Pietro Asciutto til nyhedsbureauet Ansa.
- Jeg lukkede øjeblikkeligt alle vinduerne. Derefter så jeg båden, den havde kun én mast, den var virkelig stor. Og pludselig så jeg den synke, fortæller han.
Et andet øjenvidne fortæller, at båden var lyst op.
- Cirka klokken 04.30 så var den ikke længere der. Det var en smuk båd, og der var en fest om bord. Det var en normal glad feriedag på havet, der blev til en tragedie, siger vedkommende.
Superyachten blev bygget på et italiensk værft i 2008. Den havde en 11,5 meter høj mast og kunne skyde en fart på 15,5 knob ifølge Boat Internationals hjemmeside.
/ritzau/