Britisk virksomhed med 43.000 ansatte går konkurs

Carillion, der har sikret vigtig infrastruktur i Storbritannien, søgte forgæves regeringen om økonomisk hjælp.

Foto: TOLGA AKMEN. Den britiske virksomhed Carillion har erklæret sin konkurs, efter et forgæves forsøg på at få økonomisk bistand fra den britiske regering. Carillion har 43000 ansatte, og 20000 af dem er ansat i England.
Læs mere
Fold sammen

London. Den britiske entreprenørvirksomhed Carillion med 43.000 ansatte har mandag morgen erklæret sig konkurs.

Det er sket, efter at det er mislykkedes at overtale regeringen i London og banker til at yde økonomisk støtte, skriver en række medier.

- Vi beder om en fuld undersøgelse af regeringens ageren i denne sag, siger Labours talskvinde Rebecca Long-Bailey til BBC.

Det er Carillions bestyrelse, der har konkluderet, at den ikke havde andet valg end at erklære den økonomisk trængte virksomhed konkurs.

Carillion har haft en bred vifte af arbejdsområder. Virksomheden har stået for bygningen af jernbaner og veje og anden infrastruktur i Storbritannien. Hertil kommer serviceydelser på skoler, hospitaler og andre offentlige institutioner.

Carillion har 43.0000 ansatte, og heraf arbejder 20.000 i Storbritannien.

Virksomheden forhandlede søndag med regeringen om økonomisk støtte på 300 millioner pund (2,5 milliarder kroner), skrev Mail on Sunday. Men det blev afvist.

/ritzau/