Da den russiske præsident sendte sine tropper ind over grænsen til Ukraine, forsøgte han at fortælle verden, at det handlede om at »demilitarisere« og »afnazificere« nabolandet.

Siden har der været talrige eksempler på, at han forsøgt at vinde over fortællingen.

Denne krig – informationskrigen – har han dog indtil videre tabt.

Det vurderer Jeremy Fleming, der er chef for den britiske efterretningstjeneste GCHQ over for tidsskriftet The Economist.

»Efter næsten seks måneders krig i landet har Rusland ikke formået at vinde terræn over Ukraine i cyberspace,« lyder det i en udtalelse i nyhedsmagasinet.

Mens der er blevet kæmpet på slagmarken, har begge lande ligeledes udkæmpet slag i cyberspace.

Selvom Putin ifølge Jeremy Fleming taber informationskrigen i Ukraine og i Vesten, hvilket ret beset burde føre til en form for fejring, så bør man ikke undervurdere, hvordan russisk desinformation udspiller sig andre steder i verden, understreger Fleming.

»Ligesom med landets invasion ser Ruslands oprindelige online planer ud til at være kommet til kort. Landets brug af offensive cyberværktøjer har været uansvarlig og vilkårlig,« lyder det fra efterretningschefen.

Ifølge Fleming har Rusland indsat et sålkaldt WhisperGate-malware, der skal ødelægge Ukraines regeringssystemer.

Det er samme virtuelle krigstaktik, som Rusland tidligere har benyttet sig af i forhold til Syrien og på Balkan.

»Online-desinformation er en vigtig del af Ruslands strategi, men GCHQ har været i stand til at opsnappe og give advarsler i tide,« siger Jeremy Fleming.