Britisk slingrekurs over for Mugabe

Den britiske premierministers beslutning om at blive hjemme fra topmødet i Portugal, fordi han ikke vil sidde til bords med Zimbabwes leder Robert Mugabe, er det sidste indslag i den britiske slingrekurs over for Zimbabwe.

Zimbabwes præsident Robert Mugabe slog tirsdag fast, at de britiske forsøg på at udelukke Zimbabwe fra mødet i Lissabon ikke er lykkedes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philimon Bulawayo

LONDON: Verdensmesterskaberne i cricket 2003 er ikke en begivenhed, der i bakspejlet vil blive husket for fremragende sport. Det blev i stedet til en international misere, hvor sport og politik blev blandet på den mest uskønne måde i Storbritannien.­

Problemet var, at Zimbabwe var værtsnation for nogle af kampene, og det bragte det engelske hold i en svær kattepine. Skulle man, som menneskerettighedsgrupperne foreslog, holde sig væk fra et land, hvis politiske leder var i færd med at udsulte sin egen befolkning ved hjælp af valgsvindel, fusk og vold? Eller skulle man trække i det pæne hvide cricketantræk, lade som ingenting og spille med på komedien om, at alt var, som det skulle være i den gamle kolonimagt.

Dilemmaet fik det engelske hold til at henvende sig til regeringen for at få råd og vejledning.­

Derfra var meldingen, at det måtte sportsmændene afgøre med deres egen samvittighed.

Upassende kompromis
Her begyndte problemerne for alvor. For én ting var samvittighed, en anden ting var at skulle betale erstatning til det internationale cricketforbund og måske risikere karantæne. Hvis regeringen nu ville være så venlig at fortælle, om det var en dårlig ide, kunne sportsfolkene måske redde sig ud af miseren med både samvittigheden og penge­pungen i behold.

Efter diskussioner frem og tilbage landede cricketholdet på et kompromis. De trak sig tilbage fra kampen »af sikkerhedshensyn«.

Robert Mugabe morede sig kongeligt over den britiske vaklen og fortsatte med at kaste landet årtier tilbage i udvikling, så landet i dag har en inflation på 1.500 procent om året og en forventet gennemsnitslevetid på 35 år. Ekstrem fattigdom, sult, AIDS, strømafbrydelser og arbejdsløshed er hverdag for alle zimbabwere, der ikke hører til Robert Mugabes inderkreds.­

For tre år siden trådte den britiske regering så igen i spinaten.­

Daværende udenrigsminister Jack Straw var til reception hos Sydafrikas leder Thabo Mbeki i FN, og inden han vidste af det, stod han foran Robert Mugabe og med en refleks trykkede ham i hånden med et høfligt »Nice to see you«.

Det var en pinlig episode for den britiske regering, der offentligt havde taget afstand fra Zimbabwes regime, og ved at blive hjemme fra Lissabon sikrer Gordon Brown, at han ikke kommer til at stå i en lignende situation.

I stedet sender man baronesse Amos fra udenrigsministeriet – et typisk britisk kompromis.

Browns dilemma
På sin side forsøger Gordon Brown at lægge an til en langt mere etisk udenrigs­politik, end Tony Blair fik gennemført.

På den anden side står han næsten isoleret i EU med sin beslutning om at blive hjemme. Kun i Tjekkiet har hans argumenter vundet ørenlyd. Resten af Europa har haft travlt med at signalere, at Afrika er for vigtig til at lade personer komme i vejen for de vigtige beslutninger, der skal træffes.

Det er netop det dilemma, som Brown har.

For det første har han selv udpeget Afrika som en af de vigtigste områder for fremtidens politik. Det var Gordon Brown, der under G8-mødet i Edinburgh forhandlede gældslettelse på plads med Bono og Bob Geldof. Premierministeren er ægte og oprigtigt interesseret i Afrika-spørgsmål – også med hensyn til Darfur – og at give sig selv husarrest i forbindelse med EUs Afrika-politik, kommer til at gøre ondt.

For det andet er Europa næsten ligeglad med, hvad Brown gør. Gordon Brown har mildest talt aldrig meldt sig som duksedreng i EU-sammenhæng, og når han bliver hjemme, afføder det ikke meget mere end et skuldertræk over en mistet mødedeltager, hvis passion for det fælles projekt opfattes som noget, der bevæger sig i gråzonen mellem overfladisk og høfligt uinteresseret.

Havde det været Tony Blair, der meldte afbud, havde det måske givet kraftigere dønninger. Men om de kommer til at savne Gordon Brown i Portugal er tvivlsomt.