Britisk revolution på 24 timer

Fra Gordon Browns fald til David Camerons og Nick Cleggs uvante kærlighedserklæring i Downing Street 10. De to har indgået en usædvanlig aftale, som binder dem til hinanden indtil et nyt valg i 2015. Fortællingen om 24 timer, der bragte en politisk revolution til Storbritannien.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Nick, Nick, jeg kan ikke vente længere. Nick, jeg må af sted til Paladset,« lød det desperat fra Gordon Brown i telefonen fra hans fine kontor i træ i embedsboligen Downing Street 10.

»Landet forventer, at jeg gør det. Jeg må af sted. Dronningen forventer, at jeg kommer. Jeg kan ikke vente længere.«

Det var tirsdag aften i denne uge, og den britiske premierminister gennem de seneste tre år, vidste inderst inde godt, at det var slut.

Magten var ved at løbe ham og Labour af hænde efter 13 år i regering, men han kunne stadig ikke få et klart svar fra Nick Clegg i den anden ende af røret om, hvorvidt han endegyldigt havde droppet tanken om at lade sine liberaldemokrater støtte Browns idé om en »progressiv koalition«.

For Nick Clegg var fortsat i gang med forhandlinger med David Cameron om et muligt samarbejde. Fra morgenstunden havde det en overgang ellers set ud som om, at Nick Clegg ville vælge at gå sammen med Labour om at danne regering, efter Gordon Browns dramatiske melding aftenen før, om at han i løbet af få måneder ville trække sig som Labours leder. Men i løbet af dagen havde en revolte spredt sig i det gamle arbejderparti. Flere Labour-ministre fandt det formålsløst at fortsætte efter valgnederlaget, og da det kom Nick Clegg for øre, var det med til at skubbe ham over til de Konservative.

Tryglede om afklaring

På kontoret i Downing Street lagde Gordon Brown røret på. På skrivebordet foran ham kunne han betragte et billede af den ene af sine to sønner, og på væggen bag ham hang oliemalerier fra dem begge, John og James, som snart skulle lægges i flyttekasser. Rundt omkring på kontoret kunne en række af hans nærmeste - herunder ministrene Lord Mandelson, Ed Balls og spindoktoren Alistair Campbell - alle høre, hvordan deres leder tryglede Nick Clegg om at få en afklaring.

Lige før opkaldet havde stemningen været løssluppen. Anekdoter fra Labours mange år ved magten fløj gennem lokalet, og der blev grinet af episoder, hvor de havde taget fejl af, hvem der egentlig var hvem under internationale besøg. Men nu var der helt stille. Som når en kiste sænkes i jorden. Og efter at have lagt røret sagde Gordon Brown ud i luften: »Lige meget hvad der sker, så tager jeg op til paladset.«

Nick Clegg ringede kort efter igen, og umiddelbart efter gik Gordon Brown ud af den sorte dør i Downing Street, holdt et kort pressemøde og meddelte sin afsked foran pressens rullende kameraer og lod sig derefter transportere op til Dronningen på Buckingham Palace, så han kunne tage sin afsked.

Præcis hvad Nick Clegg sagde i telefonen under sit sidste opkald, ved kun Clegg og Brown. Men meget tyder på, at præstesønnen fra Skotland tog sin afsked som premierminister tirsdag aften, inden Nick Clegg og David Cameron var færdige med at forhandle.

Politisk revolution

Godt en halv time senere begyndte den nye revolution i britisk politik at tage form.

Efter at have været den obligatoriske tur omkring Dronningen stillede David Cameron sig klokken 21.45 ligeledes op foran Downing Street. Overraskende kunne han fortælle, at der ville blive tale om en koalitionsregering, hvilket Storbritannien ikke haft siden Anden Verdenskrig. Men faktisk blev den ikke en realitet, før Cameron havde proklameret det uden for Downing Street 10 med sin højgravide kone Samantha ved sin side i en blå ventekjole, som signalerede, at det ikke varer længe, før der også vil være barnegråd, babymos og kravlegård bag den store sorte dør.

For først senere på natten fik Nick Clegg blåstemplet aftalen om, at Liberaldemokraterne skulle gå med ind i regeringen, da hans parti først skulle stemme for at give carte blanche til et regeringssamarbejde.

På forhånd havde et stort set enigt korps af politiske kommentatorer udelukket en koalitionsregering - allerhøjst et samarbejde med de Konservative med Liberaldemokraterne som støtteparti. Traditionelt har de to partier nærmest foragtet hinanden. De fodformede, pacifistiske og EU-venlige liberaldemokrater har ikke udgjort et naturligt match med aristokraterne og EU-skeptikerne i det konservative parti.

Langtidsholdbar regering

De nye tider i britisk politik, hvor Labour eller De Konservative traditionelt har siddet på magten alene, blev tydeliggjort inden for de første 24 timer efter Gordon Browns afsked.

I eftermiddagssol i Downing Streets grønne have udspillede der sig et scenarie, som briterne sent vil glemme. David Cameron og Nick Clegg holdt deres første pressemøde sammen stående bag to pulte, og de optrådte som et nyforelsket par.

De to politiske modstandere jokede med hinanden, udvekslede blikke og tiltalte hinanden jovialt blot ved deres fornavne. De talte om et »historisk og jordskælvsagtigt skift« og en »historisk ny retning« for britisk politik.

David Cameron talte om at sætte »nationens interesse« over partipolitik. Ja, han indikerede endog, at en koalitionsregering var at foretrække frem for en konservativ mindretalsregering.

Nick Clegg talte om, at der ville komme »buler« undervejs, men han insisterede på, at »denne regering vil holde«.

Og det kom frem, at Nick Clegg og David Cameron har indgået en usædvanlig aftale om at sætte næste valgdato til den første torsdag i maj 2015. Og at parlamentet kun kan opløses, hvis 55 procent af de folkevalgte stemmer i parlamentet stemmer for. En aftale der forhindrer David Cameron i at kunne trykke på valgknappen, så snart han ser, at De Konservative står i en favorabel position i meningsmålingerne. Men også en model som eksperter ser som uholdbar i forhold til den britiske forfatning.

»Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan en sådan regel er troværdig eller kan gennemtvinges. Til et flertal skal der være 51 procent - ikke 55 procent eller 60 procent eller 80 procent,« lyder det fra Scott Styles, lektor i jura på Aberdeen Universitet, i avisen The Guardian.

En politisk joke

Men alt synes anderledes i britisk politik for øjeblikket, hvor selv et flertal åbenbart ikke længere er et flertal. Og så må det være, at de to partier har diamentralt forskellige holdninger til EU, forsvar og en masse andet. Måske er det derfor, at David Cameron en gang har sagt, at han mente svaret på den største politiske joke var »Nick Clegg«. Et svar som Cameron blev konfronteret med af en journalist under pressemødet i haven.

»Sagde du virkelig det,« spurgte Nick Clegg.

»Det er jeg bange for, at jeg gjorde,« svarede David Cameron med en skæv grimasse, hvorefter Nick Clegg for sjov begyndte at gå fra pressemødet.

»Kom tilbage,« råbte Cameron og erklærede, at »vi alle har sagt ting, som vi nu vil få smidt lige tilbage i hovedet«.

Kun tiden vil vise, om det nye venskab vil vare ved, når de mange politiske uenigheder bliver sat på prøve. Eller om de begge hver især vil ende med at udnævne hinanden til »politiske jokes«.