Britisk regering kræver fem Guantanamo-fanger løsladt

Den britiske regering opfordrer USA til at løslade fem fanger i Guantanamo-lejren, som før deres tilfangetagelse boede lovligt i Storbritannien.

Den britiske regering opfordrer USA til at løslade fem fanger fra Guantanamo-lejren i Cuba, som før deres tilfangetagelse havde lovligt ophold i Storbritannien. Det meddelte det britiske udenrigsministerium i London tirsdag.

- Udenrigs- og indenrigsministeren har besluttet at kræve fem mænd løsladt fra Guantanamo og fløjet tilbage til Storbritannien, som godt nok ikke er britiske statsborgere, men som boede legalt her i landet forud for deres fængsling, hed det i udenrigsministeriets erklæring.

Den britiske udenrigsminister, David Miliband, har derfor sendt et brev til sin amerikanske kollega, Condoleezza Rice, med det officielle krav om at få de fem mænd løsladt.

/ritzau/