Britisk prinsesse skal på første udlandstur efter kræftbehandling
Ifølge Sky News var prinsesse Catherine sidst i udlandet i forbindelse med et officielt engagement i 2022.

Ifølge Sky News var prinsesse Catherine sidst i udlandet i forbindelse med et officielt engagement i 2022.

Den britiske prinsesse Catherine skal ifølge flere internationale medier, herunder BBC, på sit første officielle besøg i udlandet, efter at hun i 2024 oplyste, at hun var i behandling for kræft.
Den 13. og 14. maj skal hun til Italien med The Royal Foundation Centre for Early Childhood, som hun grundlagde i 2021.
Organisationen arbejder for, at børn får den bedste start på livet.
Ifølge Sky News var prinsesse Catherine sidst i udlandet i forbindelse med et officielt engagement i 2022, hvor hun ledsagede sin mand, prins William, til USA for at uddele den globale miljøpris The Earthshot Prize.
Mediet tilføjer, at prinsesse Catherine har været i udlandet flere gange i 2023, men at opholdene ikke betragtes som en del af hendes officielle engagementer.
Hun deltog blandt andet i brylluppet mellem tronarvingen af Jordan, kronprins Hussein, og hans hustru, prinsesse Rajwa Al Hussein i landets hovedstad, Amman.
Det britiske kongehus har ikke oplyst, hvilken type kræft prinsesse Catherine fik konstateret.
Sygdommen blev opdaget, efter at hun i januar 2024 gennemgik en planlagt operation i maveregionen.
- Der var dog test efter operationen, der viste kræft, sagde hun i en længere video delt på det britiske kongehus' officielle Instagram-profil.
- Mit lægehold anbefalede derfor, at jeg bør gennemgå forebyggende kemoterapi, og jeg er nu i de tidlige stadier af den behandling.
I sommeren 2024 viste hun sig første gang offentligt, efter diagnosen blev kendt.
Det var til en parade i anledning af hendes svigerfar kong Charles' fødselsdag.
I september 2024 oplyste prinsesse Catherine, at hun havde afsluttet den forebyggende kemoterapi.
I begyndelsen af 2025 fortalte hun, at hun var i bedring.
Den 44-årige prinsesse er født som den borgerlige Catherine "Kate" Middleton. Hun mødte Storbritanniens tronarving, prins William, da de begge studerede på St. Andrews University i Skotland.
Hun blev prinsesse, da hun giftede sig med prins William i 2011.
Sammen har de tre børn: 12-årige prins George, der en dag skal arve tronen efter sin far, samt prinsesse Charlotte på 11 og prins Louis på 8.
ritzau/