Britisk politi skal undersøges for anholdelse af døende studerende
Kort inden sin død blev 18-årige Henry Nowak anholdt og lagt i håndjern. Starmer kræver svar fra politiet.

Kort inden sin død blev 18-årige Henry Nowak anholdt og lagt i håndjern. Starmer kræver svar fra politiet.

Britisk politi får tirsdag kritik fra flere sider i en sag, hvor en studerende blev lagt i håndjern efter at være blevet stukket med kniv.
En video er tirsdag blevet offentliggjort af situationen, hvor 18-årige Henry Nowak bliver anholdt, mens han ligger og er døende.
Imens lyver gerningsmanden - 23-årige Vickrum Digwa, som er sikh - over for betjentene og hævder at være blevet udsat for et racistisk angreb. Digwa blev mandag idømt livstid for drabet.
På video fra en betjents kropskamera kan man høre Henry Nowak sige, at han ikke kan trække vejret og er blevet stukket. En betjent svarer:
- Det tror jeg ikke, at du er, kammerat.
Undervejs bliver Nowak lagt i håndjern.
Premierminister Keir Starmer siger, at politiet nu har "alvorlige spørgsmål" at besvare. Det omfatter blandt andet, om "beskyldningerne om racisme prægede beslutningsprocessen i denne sag".
- Det er umuligt at se disse optagelser og ikke forstå, at disse spørgsmål absolut skal besvares, siger Starmer til journalister.
IOPC - et uafhængigt organ, der undersøger politiet - er i gang med en undersøgelse af sagen, skriver BBC.
Dommeren William Mousley sagde mandag i retten, at sagen har øget de racemæssige spændinger i Storbritannien.
Lederen af det immigrationskritiske parti Reform, Nigel Farage, siger, at "frygten for at blive kaldt racist var større end at håndtere drabet på Henry Nowak".
- Vi bør reagere på dette med rendyrket, kold vrede, siger Farage i en pressemeddelelse.
Udtalelsen om "kold vrede" kalder Starmer imidlertid den forkerte reaktion, skriver BBC.
Der ventes en demonstration tirsdag aften. Højrefløjsaktivisten Tommy Robinson, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon, opfordrer sine støtter til at deltage.
Der er også blevet annonceret andre protester denne uge.
Digwa stak Nowak med en kniv, som han sagde, at han godt måtte bære, da sikher gerne må have en ceremoniel kniv - en såkaldt kirpan - på sig.
Da politiet ankom, sagde Digwa, at hans turban var faldet af, og at han havde fået en skade på sit øje.
Familien til dræbte Henry Nowak har kaldt politiets behandling af ham for "umenneskelig og nedværdigende". Nowaks far har sagt, at den 18-åriges død ikke må "bruges til at skabe yderligere splittelse, had eller spændinger".
Nowak døde, kort efter at han blev lagt i håndjern af politiet. Da de indså, at han var såret, tog de håndjernene af ham og begyndte at give førstehjælp.
Politiet i Hampshire har undskyldt i sagen. Det advarer mod misinformation, da en betjent uden forbindelse til sagen fejlagtigt er blevet udpeget på nettet og har fået dødstrusler.
Ifølge Sky News er en betjent trådt tilbage som følge af sagen.
/ritzau/Reuters