Britisk antiterrorpoliti klassificerer et angreb torsdag ved en synagoge i Manchester som en terrorhændelse ud fra den nuværende viden.

Det oplyser Laurence Taylor fra det britiske antiterrorpoliti torsdag eftermiddag.

Taylor melder videre, at man mener at kende identiteten på den person, der gennemførte angrebet, men af "sikkerhedsårsager på stedet, kan vi ikke bekræfte det på dette tidspunkt".

- Baseret på det, som vi ved, har politiet erklæret dette for en terrorhændelse, siger han og forklarer, at det nu er særligt udpegede hold af specialister, som står i spidsen for efterforskningen.

Der er foretaget to anholdelser i sagen, lyder det.

I angrebet, hvor der blev brugt både kniv og en bil, blev to mennesker dræbt, mens tre andre torsdag eftermiddag er i kritisk tilstand.

Personen bag angrebet blev skudt og dræbt af bevæbnede betjente.

Personen blev forhindret i at komme ind i synagogen af sikkerhedsvagter og flere civile personer, fortæller Stephen Watson, der er chef for politiet i Manchester, på et pressemøde.

Hændelsen har fundet sted samtidig med yom kippur, som er den vigtigste helligdag inden for jødedommen.

Laurence Taylor kalder det "frygteligt", at angrebet fandt sted netop på yom kippur.

Politiet fik anmeldelsen om angrebet kort efter klokken 09.30 lokal tid - 10.30 dansk tid. Det var uden for Heaton Park Hebrew Congregation-synagogen, at angrebet fandt sted.

I den kommende tid vil sikkerheden blive øget ved synagoger og jødiske steder, siger Laurence Taylor.

- Vi vil sikre, at alle oplysninger og spor bliver grundigt gennemgået, siger Taylor.

- Vi arbejder tæt sammen med sikkerhedstjenesterne for at sikre, at vi har et fuldstændigt efterretningsbillede i de kommende dage og uger.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark følger situationen i Manchester, lyder det i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

- PET følger hændelsen i Manchester og er i den forbindelse i tæt kontakt med relevante partnere.

PET oplyser ikke nærmere, hvem de er i kontakt med.

/ritzau/