Britisk politi: Mistænkte terrorister er ikke briter

Britisk politi siger, at efterforskningen af terrorsag går hurtigt frem, efter at fem personer er anholdt. Ingen af de anholdte er briter, rapporter medier.

Britisk politi har anholdt fem mistænkte personer i forbindelse med weekendens mislykkede terroraktioner i London og Glasgow.

Ifølge britiske medier er ingen af de anholdte britiske statsborger. Tv-stationen BBC rapporterer, at de fem menes at komme fra lande i Mellemøsten. Der er dog ingen officielle kommentarer fra politiet om, hvorfra de mistænkte kommer.

Desuden rapporterer BBC og tv-stationen Sky News, at politiet eftersøger en sjette mistænkt terrorist i forbindelse med sagen.

Søndag aften var britisk politi i gang med at ransage huse i Newcastle i det nordlige England. Ransagningerne har forbindelse til terrorsagerne i London og Glasgow. Sideløbende gennemførte politiet en kontrolleret sprængning af en bil, som blev fundet foran et hospital i Glasgow, hvor en terrormistænkt er under behandling.

Lederen af det britiske politis antiterrorkorps sagde, at efterforskningen går "ekstremt hurtigt fremad". Udtalelsen kom søndag aften efter to mislykkede terrorattentater fredag i London og en i Glasgow i lørdag.

- Forbindelserne mellem de tre aktioner bliver stadig mere tydelig. Efterforskningen i de tre sager går ekstremt hurtigt fremad, sagde Peter Clarke ved et pressemøde i Glasgow.

Britisk politi har foreløbig foretaget fem anholdelser efter de fejlslagne terrorangreb, og samtidig er sikkerhedstruslen nu opgraderet til "kritisk" - det højeste niveau.

Den seneste anholdelse fandt sted i Liverpool søndag og kommer oven i de fire anholdelser lørdag.

/ritzau/