Britisk politi efterforsker flere aviser

Britisk politi har øget antallet af efterforskere på aflytningssagen efter de seneste ugers afsløringer.

Det britiske politi, Scotland Yard, har netop udvidet antallet af efterforskere i den omfattende aflytningsskandale efter de seneste to ugers afsløringer. 60 politifolk skal nu arbejde sammen om at trevle sagen op. Det skriver BBC.

Efterforskningen skal nemlig nu også omfatte andre aviser end dem, der hører under Rupert Murdochs News International. Politiet har således bedt det britiske datatilsyn om at få udleveret en undersøgelse af en privatdetektivs arbejde. Privatdetektiven har ifølge CNN solgt ulovligt indhentede oplysninger til aviserne Daily Mail og Daily Mirror, såvel som den nu lukkede Murdoch-avis News of The World.

Oprustningen i efterforskningen kommer efter "en bølge af forespørgsler og anmodninger om hjælp fra offentligheden og advokater," siger en talskvinde fra politiet til BBC.

11.000 dokumenter

Politiet var allerede i færd med at kigge 11.000 dokumenter i sagen, der af politiet kaldes "Operation Weeting" igennem, da man bad om undersøgelsen fra datatilsynet. Politiet vil nemlig sørge for at kunne kontakte alle de ofre, der har været i forbindelse med aflytningsskandalen. Ind til videre er kun knap 200 ofre blevet kontaktet, men britiske parlamentsmedlemmer mener, der kan være flere end 12.000 berørte mennesker.

Parlamentsmedlemmerne glæder sig derfor over oprustningen af medarbejdere afsat til efterforskningen. Det betyder nemlig også, at den dommerundersøgelse, premierminister David Cameron har bebudet i sagen, kan komme hurtigere i gang.