Britisk politi bekræfter: 39 døde i lastbil var vietnamesere

De 31 mænd og otte kvinder, der blev fundet døde i lastbil, kom fra seks provinser i Vietnam.

Lastbilen, hvor de 39 vietnamesere blev fundet døde 23. oktober i Essex. Ben Stansall/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Britisk politi har identificeret alle 39 dødsofre, som blev fundet i en lastbil i Essex nordøst for London i sidste måned.

»Det er et vigtigt skridt i efterforskningen, og det gør os i stand til at arbejde sammen med vore kolleger i Vietnam om at støtte familierne til ofrene,« siger Tim Smith. Han leder britisk politis efterforskning af sagen.

De døde er 31 mænd og otte kvinder. De kom fra seks forskellige provinser i Vietnam - Haiphong, Hai Duong, Nghe An, Ha Tinh, Quang Binh og Hué.

De 39 vietnamesere blev fundet døde i lastbilens kølecontainer 23. oktober. De var bragt til Storbritannien af menneskesmuglere.

I første omgang troede politiet, at det drejede sig om kinesere.

Politiet i Vietnam oplyste tidligere på ugen, at det har anholdt otte personer, der sættes i forbindelse med forbrydelsen.

Flere personer er sigtet i Storbritannien og Irland, heriblandt den 25-årige chauffør på lastbilen.

/ritzau/dpa