Britisk minister må stå skoleret

Tidligere undervisningsminister Ruth Kelly er endt med røde ører, efter det er kommet frem, at hun stik imod Labours principper har sendt et af sine børn i privatskole.

LONDON: »Uddannelse, uddannelse, uddannelse!«

Sådan lød det fyndige svar, da Tony Blair kæmpede sig igennem første valgkamp og fortalte briterne om sine prioriteter for en Labour-regering.

Næsten ti år senere var han i denne uge tvunget til at forsvare en minister, der har erkendt, at det offentlige skolesystem ikke kan tilbyde den hjælp hendes 9-årige ordblinde søn har brug for. I stedet har den nuværende samfundsminister og tidligere undervisningsminister, Ruth Kelly, sendt sønnen på en privat kostskole, hvor han kan få bedre hjælp med sine indlæringsproblemer for den nette sum af knap 170.000 kroner om året.

Den tidligere undervisningsminister har ikke gjort noget, som ikke titusindvis af britiske forældre gør hver eneste år. De må vælge mellem deres politiske principper eller deres barn, når det gælder kvaliteten af undervisning i statssektoren.

I årevis har statsskolerne set en stille masseflugt af såkaldte stærke elever med velfungerende familier og forældre, der ikke er på overførselsindkomster. Forældre, der har råd, har tendens til at spinke og spare for at sende deres børn på private skoler, hvor undervisningen er bedre, og der ikke er såkaldt »svage« elever til at trække gennemsnittet ned.

Det betyder til gengæld, at de knapt så stærke elevers eksamensresultater kommer til at gælde for skolen på de lister, der hvert år offentliggøres, så forældre kan vælge de bedst fungerende skoler i deres lokalområde. Det får igen flere forældre til at vælge en privat skoleløsning og langsomt, men sikkert bliver de offentlige skoler drænet for stærke elever og god arbejdskraft.

Det er en udvikling Labour har forsøgt at vende. Siden 1997 er budgettet for uddannelse blevet næsten fordoblet, og finansminister Gordon Brown, der står parat til at overtage magten, har lovet, at han vil pumpe endnu flere penge i det offentlige uddannelsessystem. Regeringen vil have de stærke elever tilbage i statsskolerne, hvor de kan få en god indflydelse på elever, der kommer fra stærkt socialt belastede områder, hvor eksempelvis kun en lille del af eleverne har engelsk som deres første sprog.

Det er derfor afsløringen af Ruth Kellys valg af uddannelse for sin 9-årige søn er dumpet som en fyldt skoletaske ned på en meget øm ligtorn.

Ruth Kelly har forsvaret sin beslutning med, at hun handlede efter råd fra professionelle, og at hun har planer om at sende sønnen tilbage til statsskolesystemet, når han er parat til de større klasser. Hendes tre andre børn er stadig i statssystemet.

Alligevel er nyheden blevet dårligt modtaget i den mere traditionelle del af Labour, der ser Ruth Kellys beslutning som et direkte forræderi af hæderkronede værdier. Græsrødder advarer om, at hun kan risikere at miste sin valgkreds i Bolton, hvor Labours flertal i forvejen er papirtyndt.

Mens mange Laburmedlemmer har kritiseret Ruth Kelly, har hun til gengæld fået opbakning fra flere konservative politiker, der har udtrykt deres fulde forståelse for ministerens frie valg.

Men det er næppe nogen trøst for den tidligere undervisningsminister.