Britisk minister: Ingen grund til at tro Starmer trækker sig mandag
Baseret på unavngivne kilder skrev britisk avis lørdag, at Storbritanniens premierminister snart trækker sig.
Baseret på unavngivne kilder skrev britisk avis lørdag, at Storbritanniens premierminister snart trækker sig.
Storbritanniens erhvervs- og handelsminister, Peter Kyle, siger søndag, at han ikke har nogen grund til at tro, at premierminister Keir Starmer har planer om at trække sig mandag.
Det siger ministeren ifølge Reuters i et interview med Fox News.
Meldingen kommer, efter den britiske avis The Observer, baseret på unavngivne kilder i Labour-partiet har skrevet, at Starmer forventes at melde sin afgang mandag.
I interviewet bliver Kyle spurgt, om han mener, Starmer bør træde tilbage, efter Andy Burnham, der ses som en stærk udfordrer til Starmer, i denne uge blev valgt til et ledigt sæde i det britiske parlament.
Dermed har han mulighed for direkte at udfordre Starmer.
- Alt, jeg ved med sikkerhed, er, at han har ført samtaler med en meget, meget bred vifte af mennesker, herunder mig selv, og at han ud over at arbejde rigtig hårdt i denne weekend også tager sig tid til at reflektere over de politiske realiteter, udfordringer og muligheder, han står over for, siger ministeren.
Presset omkring Starmer er kun blevet større den seneste tid, og med Burnham i parlamentet er det pres kun vokset.
Burnham bliver taget i ed som medlem af parlamentet mandag.
Hans støtter hævder, at han nu har sikret sig opbakning fra mere end 201 Labour-parlamentsmedlemmer til at udfordre Starmer om partiledelsen, hvis premierministeren ikke frivilligt træder tilbage, skriver The Observer.
Starmer sagde fredag, at han vil stille op i et kampvalg om formandsposten i Labour, hvis det skulle ende med et. Han sagde, at det vil sende Storbritannien ud i kaos, hvis der kommer et kampvalg om formandsposten.
/ritzau/