Den britiske højrefløjskommentator Milo Yiannopoulos er blevet tilbageholdt af den amerikanske immigrationsmyndighed ICE og står til udvisning.

Det oplyser USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed i et opslag på det sociale medie X.

Yiannopoulos er tidligere tilhænger af Donald Trump og har blandt andet støttet den amerikanske præsidents stramninger af immigrationspolitikken i USA.

Immigration and Customs Enforcement (ICE) har været frontfiguren i Trumps hårde indsats over for illegale immigranter.

ICE har foretaget tusindvis af anholdelser, siden Trump blev præsident sidste år. Det er ofte sket på offentlige steder og har ført til sammenstød med demonstranter.

Kritikere mener, at ICE skaber frygt i lokalsamfund og krænker folks rettigheder. Trump siger, at hans hårde politik mod indvandring har til formål at forbedre sikkerheden i USA.

Yiannopoulos blev torsdag tilbageholdt i New Orleans International Airport.

Han havde overskredet sin tilladte opholdstilladelse i USA efter at være ankommet i 2019. Den 22. juli blev han beordret udvist af en dommer, lyder det.

- Han vil forblive i ICE's varetægt, indtil han bliver udvist, oplyser USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed på X.

41-årige Yiannopoulos blev kendt i offentligheden for et årti siden.

Dengang fremstillede han sig selv som en homoseksuel forkæmper for ytringsfrihed og modstander af politisk korrekthed, men blev bredt beskyldt for at være racistisk og kvindefjendsk, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han skrev for det højreorienterede amerikanske nyhedsmedie Breitbart News og støttede Trump under valgkampen i 2016.

I 2017 blev han udsat for voldsom kritik og kom på kant med Trump-bevægelsen efter kontroversielle udtalelser, der blev opfattet som en accept af pædofili, skriver CNN.

Yiannopoulos har på det seneste været kritisk over for den amerikanske præsident, skriver AFP.

RITZAU