Den populære britiske forsvarsminister, Ben Wallace, har ingen planer og intet ønske om at blive premierminister. Det siger han fredag til Sky News.

Samtidig mener han, at det mest oplagte valg vil være den tidligere premierminister Boris Johnson.

»Vi er potentielt på den tredje premierminister siden valget i 2019. Det betyder, at vi bliver nødt til at tænke på legitimiteten. Og på hvem der kan vinde næste valg.«

»Så i øjeblikket vil jeg hælde til Boris Johnson,« siger han til Sky News.

Boris Johnson synes at være en af de fremmeste kandidater til at overtage formandskabet i Det Konservative Parti i Storbritannien og dermed også premierministerposten.

Kandidaterne skal melde sig inden mandag. Her skal de have opbakning fra mindst 100 medlemmer af parlamentet.

Lederen af Underhuset, tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt, har fredag eftermiddag som den første kandidat officielt meddelt, at hun stiller op til valget som ny formand for Det Konservative Parti.

Hverken Boris Johnson eller andre har endnu meldt sig officielt på banen.

Men i pressen er de forskellige parlamentsmedlemmer i gang med at melde sig under forskellige faner.

Ifølge avisen The Telegraph havde 40 parlamentsmedlemmer fredag eftermiddag erklæret deres støtte til Johnson.

En anden, der er godt på vej, er den tidligere finansminister Rishi Sunak. Han har ifølge The Telegraph ved frokost fredag 56 støtter og var dermed godt halvvejs. BBC skriver, at Sunak er oppe på 57 støtter.

Derudover har 16 meldt sig bag den tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt.

Hvis kun en enkelt af kandidaterne formår at samle 100 parlamentarikere bag sig, ventes vedkommende at blive erklæret som vinder af partiformandsvalget allerede mandag aften.

Hvis to eller flere af dem får samlet mere end 100 parlamentsmedlemmer bag sig, vil formanden blive fundet ved en onlineafstemning blandt partiets medlemmer. Resultatet af den vil i så fald blive offentliggjort fredag.

/ritzau/