De britiske skoler bør holde åbent eller delvist åbent i løbet af sommerferien.
Det foreslår den britiske børnekommissær, Anne Longfield, der fungerer som en slags børnenes ambassadør.
Forslaget skal sikre, at børnene indhenter den undervisning, de kan være gået glip af, siden skolerne lukkede 20. marts. Det vil også give forældrene bedre muligheder for at vende tilbage til arbejdet i løbet af sommeren, siger hun.
»Hvis det er muligt, vil det være virkelig værdifuldt, at skolerne overvejer at holde åbent hen over sommerferien for at hjælpe børnene med at indhente det tabte, men også i forhold til at tilbyde dem et sikkert sted at lege og være sociale med deres venner,« siger Anne Longfield til den britiske avis The Guardian.
De britiske skoleelever modtager lige nu online-undervisning derhjemme. Der er endnu ikke nogen plan for, hvornår landets skoler skal åbnes igen.
Sommerferien skal efter planen begynde 20. juli og vil vare seks uger – indtil begyndelsen af september.
Lærere og forældre er skeptiske
En borgerinddragelseskomité i det britiske parlament har modtaget talrige henvendelser fra briter, som ønsker at vide, hvordan den resterende del af skoleåret vil blive gennemført. Komitéen har bedt regeringen om at præsentere en plan for genåbningen af skolerne.
»Befolkningen har været særligt bekymret over uddannelse – hvor længe skolerne vil forblive lukkede. Nogle har spurgt, om sommerferien vil blive ændret,« siger Labour-politikeren Catherine McKinnell, der leder komitéen for borgerinddragelse.
Lærerne er dog umiddelbart ikke klar til at forhandle om sommerferien. De britiske lærere har – ligesom de danske – været hjemsendt med løn og har gennemført onlineundervisning for børnene.
Skolelærerforeningen National Education Union har »store praktiske og kontraktuelle bekymringer« over forslaget, lyder det.
Heller ikke forældreorganisationen Parents Outloud vil presse på for at lave om på sommerferieplanerne.
»I øjeblikket er skolerne åbne og tilbyde onlineundervisning. Når alt det her er overstået, har vi alle sammen – inklusive børnene – brug for rigtige ferier. Hvis sommerferien bliver aflyst, vil det kun skabe mere forvirring og opbrud,« siger gruppens stifter, Margaret Morrisey.
»Vi bør sigte efter at begynde i den første uge af september, og at livet så kan normaliseres.«




