Britisk EU-kommissær trækker sig efter brexit

Foto: YVES HERMAN.
Læs mere
Fold sammen

- Jeg kan ikke fortsætte som EU-kommissær, som om intet er sket, siger EU's finanskommissær.

Den britiske EU-kommissær, Jonathan Hill, træder tilbage efter Storbritanniens folkeafstemning om EU-medlemskab. Det oplyser han i en meddelelse.

- Jeg mener ikke, at det er rigtigt at fortsætte som EU-kommissær, som om intet er sket, udtaler Hill, der er EU's finanskommissær.

Han tilføjer, at han har meddelt EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sin beslutning.

- Samtidig skal der være en ordentlig overdragelse, så jeg har sagt, at jeg vil arbejde sammen med ham for at sikre, at det sker i de kommende uger, meddeler Jonathan Hill.

Hills afgang sker samme dag, som EUs grundlæggende lande mødes for at diskutere unionens fremtid.

Her meddelte udenrigsministrene fra Tyskland og Frankrig, at den britiske EU-exit skal i gang hurtigst muligt for at undgå en lang periode med usikkerhed.

- Storbritannien må snarest gøre brug af artikel 50 i Lissabon-traktaten, siger Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier.

Artikel 50 handler om et medlemslands udtrædelse af unionen og vil udløse forhandlinger om det såkaldte brexit.

- Processen efter artikel 50 skal iværksættes hurtigst muligt for at undgå et forlænget dødvande, siger Steinmeier efter mødet med sine fem udenrigsministerkolleger.

Det er Jean-Marc Ayrault fra Frankrig, Bert Koenders fra Holland, Paolo Gentiloni fra Italien, Didier Reynders fra Belgien og Jean Asselborn fra Luxembourg.

Ayrault opfordrer på mødet til, at briterne udpeger en ny premierminister i stedet for David Cameron "inden for de kommende dage", skriver nyhedsbureauet AFP.

Mødet har fået kritik fra andre medlemslande, der mener, at alle drøftelser om kommende reformer skal holdes blandt alle EU's 27 tilbageværende medlemslande.

/ritzau/Reuters