Britisk ærkebiskop udsender usædvanlig besked: Advarer han mod Corbyn?

Opsigtsvækkende udvikling i Storbritannien: Landets jødiske overhoved har tirsdag advaret mod Labours leder, Jeremy Corbyn. Nu synes ærkebiskoppen at give ham ret.

 

Den engelske kirkes øverste leder, ærkebiskoppen af Canterbury, lader til ganske opsigtsvækkende at blande sig i britisk politik, få uger inden Storbritannien skal til valg.

Britiske medier tolker et tweet fra ærkebiskop Justin Welby, som om han bakker op om den britiske overrabbiners kritik af Labour og partiets leder, Jeremy Corbyn. Overrabbineren Ephraim Mirvis skrev mandag et indlæg i avisen The Times, hvori han beskylder Jeremy Corbyn for at være uegnet til at blive premierminister, fordi han ikke har formået at gøre op med antisemitiske strømninger i partiet.

Få timer senere gør ærkebiskoppen så på Twitter opmærksom på »den dybe følelse af usikkerhed og frygt, som mange britiske jøder føler«.

Han erkender kirkens egen historiske rolle i at sprede antisemitisme og skriver, at »ingen af os kan tåle at være selvtilfredse«.

»At udtale, at man forpligter sig til at stå imod antisemitisme, kræver tilsvarende tiltag i form af synlig handling,« skriver han.

Ærkebiskoppens timing og ordvalg taget i betragtning må det læses som en opbakning til overrabbinerens kritik af Labour-lederen, skriver blandt andre The Guardian.

Ephraim Mirvis beskyldte i sit indlæg Jeremy Corbyn for at »lade en gift godkendt af toppen« sive ned gennem partiet. Han mener, at Jeremy Corbyn talte usandt, da han under en TV-transmitteret valgdebat i sidste uge sagde, at Labour har »undersøgt hver eneste sag« om racisme rettet mod jøder.

Usædvanlig indblanding

Det er dybt usædvanligt, at højtstående repræsentanter for trossamfund på den måde blander sig i britisk politik. Overrabbiner Ephraim Mirvis anbefaler ikke direkte jøder i Storbritannien at afholde sig fra at stemme på Labour, men kritikken er ikke til at tage fejl af:

»Jeg stiller bare det følgende spørgsmål: Hvad vil resultatet af dette valg sige om det moralske kompas i vores land?«

Debatten om antisemitiske holdninger i Labour blussede for nylig op, da to jødiske parlamentsmedlemmer i et dokumentarprogram på BBC fortalte om mangelfuld håndtering af problemet.

I en reference til dokumentaren skriver overrabbiner Mirvis:

»Vi sidder magtesløse og ser med vantro på, at tilhængere af Labours formandskab har jagtet parlamentarikere, partimedlemmer og endda ansatte ud af partiet for at sige fra over for antijødisk racisme.«

Under Jeremy Corbyns ledelse er Labour gentagne gange blevet beskyldt for at reagere for langsomt, når medlemmer har udtalt sig antisemitisk. Jeremy Corbyn, som i årtier har kæmpet palæstinensernes sag, har nægtet alle beskyldninger om, at han eller hans parti er antisemitisk.

Storbritannien går til valg 12. december.