LONDON: I det mindste havde Jeremy Corbyn en valmue i jakken. Kun den røde og ikke den »pacifistiske« hvide, som Labour-lederen nogle gange har suppleret med. Dronning Elizabeth, premierminister David Cameron og alle andre havde naturligvis også deres valmuer på, da kranse af valmuer blev lagt ved mindesmærket for de faldne i Whitehall.

I stedet bliver det diskuteret på nettet og i de britiske medier, om Corbyn bukkede dybt nok, da han lagde sine blomster på den årlige »mindesøndag« for faldne soldater fra Storbritannien og det britiske impe-riums Commonwealth. Måske udtrykker den venstreorienterede partileders lette nik manglende respekt for soldater, der gav deres liv for andres frihed, siger kritikere som den tidligere konservative forsvarsminister Gerald Howarth. Til Daily Telegraph erklærer Howarth, at lederen af oppositionen må »forstå, at man ikke kan gå på kompromis« med respekten for de faldne, der »satte deres liv på spil i to verdenskrige, og som sikrede vores ret til at kunne sige vores mening i dag«.

Ytringsfriheden stopper så for nogle briter tilsyneladende ved den røde valmue. Kommentatorer konstaterer, at for hvert år synes mistænksomheden at blive større over for dem, der vælger blomsten fra. I aviser som The Independent og Daily Telegraph har klummeskrivere kritiseret »valmue-facismen«. Stabschef for det britiske forsvar, general Nicholas Houghton, sagde til Sky News, at det bestemt varmer om hjertet på folk i forsvaret at se civile bære valmuerne, men at det ikke nødvendigvis er manglende respekt, hvis nogle vælger den fra:

»En af de ting, som vi må undgå, er en slags valmue-stalinisme. Folk bør have lov til at gøre, hvad de vil og bære deres minder på deres egen måde.«

Valmuetraditionen er blevet »politiseret«

Helt konkret drejer valmuetraditionen sig om Royal British Legions »poppy appeal«, hvor man både kan donere direkte eller købe en kunstig valmue af de mange sælgere overalt, hvor briter passerer til og fra arbejde.

Flere end 50 millioner valmuer bliver fremstillet hvert år, og overskuddet går til at hjælpe soldaterfamilier og pensionerede soldater, heriblandt sårede krigsveteraner. Valmuen blev introduceret som et symbolsk minde for de omkring en million faldne commonwealth-soldater i kampen for det britiske imperium under Første Verdenskrig og bliver solgt hvert år i dagene omkring den »11. time på den 11. dag i den 11. måned«, hvor våbenstilstanden ved afslutningen på Første Verdenskrig trådte i kraft. I 2015 er symbolikken i valmuen for længst udvidet til Anden Verdenskrig og andre faldne i britisk krigsdeltagelse.

På samme tid bliver der skabt en generel forherligelse af britisk deltagelse i krige og konflikter, lyder en kritik, der har vakt opsigt. Fodboldspilleren James McClean udløste i weekenden en pibekoncert i Manchester, da han nægtede at bære valmuen på banen på grund af »historien i Derry, hvor jeg kommer fra«, og hvor britiske soldater skød og dræbte ubevæbnede civile i 1972. Den 92-årige krigsveteran Harry Leslie Smith har offentligt erklæret sin afsky over, at valmue-traditionen er blevet »politiseret og kommercialiseret« i en månedlang patriotisk rus, mens diskussioner om ansvar og krigens pris bliver skubbet i baggrunden. Flere britiske TV-værter og kendte personligheder har udsat sig for heftig kritik, fordi de ikke bærer valmuen. Et argument har været, at det er et politisk standpunkt, der er uforeneligt med journalistisk upartiskhed. Et anden grund er utilfredshed med, at valmuen er det eneste tilladte symbol på TV, mens der eksempelvis er forbud mod at bære AIDS-sløjfen.

Med de få undtagelser er valmuen dog allestedsnærværende i de britiske gader, i forsamlinger og på TV, hvor værter, eksperter og politikere sætter den, så de er sikre på, at alle får øje på den. Det er også en balancegang. Camerons stab måtte i al hast skifte profilbilledet ud på 10 Downing Streets Facebook-side, da det blev afsløret, at et arkivbillede var blevet ændret og påført en valmue på Camerons jakke. På sociale medier bliver det skadefro konstateret, at et manipuleret billede måske ikke er den rigtige måde at ære landets faldne soldater på.