Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
… terrorrespons
Naturligvis blev Storbritannien rystet af det grusomme terrorangreb i Manchester, der kostede 22 mennesker livet. Men briterne har historisk set vist, at det ikke er ligetil at få dem til at opgive troen på deres levevis.
Efter terrorangrebet i London i marts kunne man f.eks. på et informationsskilt i undergrunden læse, at “Alle terrorister mindes om, at dette er London, og hvad end du gør mod os, vil vi drikke vores te og jolly well carry on.
Netop udtrykket »keep calm and carry on« har været en fast del af briternes selvforståelse siden Anden Verdenskrig.
Efter angrebet i Manchester har man hævet trusselsniveauet i Storbritannien til »kritisk« og er igang med en intens efterforskning, men en ny trend på de britiske sociale medier er under #BritishThreatLevels at skrive, hvad man frygter mere end terror, skriver The Poke.
Her er situationer som »At løbe tør for måder at sige tak på, når folk holder tre eller flere døre for dig.« og »Når man ikke helt hører, hvad en fyr hedder, så man for evigt må kalde ham for Mate« blandt de mest frygtede.
… nederlag
Det var måske en teknologisk milepæl, men samtidig også et nederlag for menneskeheden, da computeren Deep Blue i 1997 slog stormesteren Garri Kasparov i skak. Sortseere så det som et bevis på menneskets utilstrækkelighed, mens man naturligvis også kunne glædes over, at mennesker havde skabt så avanceret en maskine.
Under alle omstændigheder skulle det kinesiske styre ikke nyde noget af at dele nyheden med folket, da computeren AlphaGo i tirsdags vandt over den kinesiske mester i det gamle kinesiske strategispil, Go, skriver Slate.
Den kun 19-årige Ke Jie ligger ellers højest på verdensranglisten af Go-spillere. Go er blevet sammenlignet med at være for skak hvad skak er for dam. En intellektuel udfordring på et helt andet niveau.
Men Ki Jie skal ikke frygte, at hans nederlag vil være på kinesernes læber. Styret forbød enhver omtale af kampen, det være sig på skrift, radio, TV, internet. Ikke engang sportskanaler måtte omtale ydmygelsen.
Hvis robotten vinder over mennesket, kan man jo behandle menneskene som robotter, lader tankegangen til at være.
… skilsmisse
Shumayala Javed var noget af en mønsterbryder. Hun voksede op i en fattig muslimsk familie i Indien, men viste så meget talent i sporten Netball, der fortrinsvis spilles af kvinder i engelsktalende lande, at hun blev landets fremmeste spiller.
Men den karriere kunne hun vinke farvel til, da hun blev gift. Nu skulle hun fokusere på at skabe en familie og hun blev da også gravid. Men ak, hun form astede sig til at føde en pige og Javed hævder, at det er årsagen til, at hendes mand lod sig skille fra hende ved at fremsige ordet »Talaq« (skilsmisse, red.) tre gange. Det skriver The Guardian.
Sagen har sat gang i en debat om, hvorvidt den praksis fortsat skal være lovlig blandt Indiens muslimer og Højesteret er nu ved at se på sagen.
En paraplyorganisation for muslimer i Indien har længe argumenteret for, at man skulle lade den form for lynskilsmisse forblive lovlig og så ville landets muslimer med tiden af sig selv udfase brugen af den. Nu opfordrer organisationen til, at man fraråder (men ikke forbyder) brugen af trippel-talaq-skilsmissen og udsætter mænd, der ikke vil give ægteskabet en chance, for social boycott.