LONDON: Briterne kunne i næsten et helt år frem til 25. januar følge med i »Coxless Crew«. Eller rettere – man kunne få sporadiske nyheder fra de 257 dages »firsomhed« på Stillehavet, mens man måske overvejede en donation, som de fire unge, kvindelige, britiske roere suppleret med to afløsere undervejs lovede at sende videre til projekter for sårede soldater og til behandling af brystkræft.

Nu kan briterne i stedet rette opmærksomheden mod »Yorkshire Rows« eller »Yorkshire Mums«, som de fire midaldrende mødre også bliver kaldt, efter at de midt i december 2015 begav sig ud på en rotur fra De Kanariske Øer og over Atlanterhavet.

»Vi har set hvaler, delfiner og har fået flyvefisk i ansigtet. Vi er meget beærede over at være her,« lød det fra 45-årige Helen Butter i den seneste blogopdatering fra båden.

Lokalavisen Yorkshire Post fortæller, at roerne samler donationer til et kræftcenter og helikopterambulancer.

Eventyrlysten ligger i det nationale DNA

Men gode gerninger er tydeligvis langt fra den eneste motivation for de britiske kvinder. Drivkraften er også at gøre noget, som ingen andre har gjort før.

Efter at have tilbagelagt over 13.500 km blev »Coxless Crew« den første kvindelige besætning, der roede over Stillehavet. »Yorkshire Rows« kan blive den ældste kvindelige besætning – kvinderne er henholdsvis 51, 47, 45 og 44 år – der krydser et verdenshav alene med brug af årer og muskelkraft.

Alle lande har deres stolte kapitler i verdenshistorien med folk, der overkom store forhindringer og udforskede nyt om verden. Men få steder ligger trangen til at begive sig ud på besværlige rejser drevet mest af ren eventyrlyst så dybt i den nationale DNA som hos briterne. Da franske Jules Verne skrev eventyrerromanen »Jorden rundt i 80 dage«, var historiens rammer Victoria-tidens London.

Selv om det meste af kloden nu er udforsket og gjort tilgængelig for et par ugers ferie, viser de to robåde, at briterne i dag i stedet søger den mest uprøvede måde at gennemføre rejser på. Samtidig viser respekten for deres bedrifter en dyb forståelse, der rækker helt ind i den britiske folkesjæl, og det er sjældent, man støder på spørgsmålet: »hvorfor egentlig?«

Selv om de mange nutidige britiske eventyrere oftest understreger det godgørende aspekt, kunne man jo også strengt taget bage en kage til velgørenhedsbasaren.

Nogle gange går det dog galt. Samme dag som stillehavsroerne nåede frem til Australien, fik briterne at vide, at Henry Worsley var død. Gennem 71 dage havde han tilbagelagt næsten 1.500 km for at blive den første, der helt alene og uden hjælp undervejs krydsede Antarktis. Da udmattelsen og en maveinfektion overmandede ham, manglede han knap 50 km i at nå sit mål.