Briter sætter alt ind på frihandelsaftale med USA efter brexit

Storbritanniens udenrigsminister mødtes med Trump i Washington. Målet er en hurtig frihandelsaftale med USA.

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, roser præsident Donald Trump for at udvise varme og entusiasme i forbindelse med briternes forsøg på at få en frihandelsaftale i stand med USA. Moe Doiron/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, roser præsident Donald Trump for at udvise varme og entusiasme i forbindelse med briternes forsøg på at få en frihandelsaftale i stand med USA.

Efter et møde med Trump og hans vicepræsident, Mike Pence, i Washington onsdag, siger Raab, som er sendt til USA af premierminister Boris Johnson i et forsøg få en post-brexit frihandelsaftale på plads hurtigt.

»Storbritannien ser frem til at arbejde sammen med vore amerikanske venner om en frihandelsaftale, der er god for begge lande, lige som vi ser frem til et samarbejde om vore fælles sikkerhedspolitiske udfordringer,« siger Raab.

Boris Johnson er opsat på at få Storbritannien ud af EU den 31. oktober, uanset om der er en aftale med EU eller ej. Det har medført, at en frihandelsaftale med Trump-administrationen har fået langt større betydning end tidligere.

Raab skulle efter mødet med præsident og vicepræsident have drøftelser med sin amerikanske modpart, Mike Pompeo, og med den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton.

Storbritanniens internationale handelsminister, Liz Truss, har samtidig indledt en række møder med ledende repræsentanter for det amerikanske handelsministerium og andre handelsorganer.

Forhandling og underskrivelse af ny frihandelsaftale med USA er en af mine vigtigste prioriteter, siger Truss.

Hun tilføjer, at der allerede foreligger et fundament for en aftale, og at en aftale derfor kan komme på plads hurtigt.

»USA er vores største handelspartner, og vi har investeret over en billion dollar (omkring 6700 milliarder kroner) i hinandens økonomier,« siger hun og tilføjer:

»Vi ønsker at få de formelle forhandlinger i gang meget hurtigt.«

/ritzau/Reuters