Brasiliens præsident er under massivt pres

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har udnævnt sin forgænger, Lula da Silva, til stabschef, angiveligt for at beskytte ham mod en tiltale for korruption.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere end 2000 demonstranter var onsdag på gaden i den brasilianske hovedstad, Brasilia, ligesom der var mange på gaden for at protestere i landets største by, São Paulo.

Utilfredsheden skyldes, at præsident Dilma Rousseff har udnævnt sin forgænger, den tidligere populære Luiz Inacio Lula da Silva, til stabschef. Udnævnelsen beskytter Lula for at blive tiltalt i en stor korruptionsskandale, der går under navnet Operation Bilvask.

I adskillige byer i Brasilien blev udnævnelsen mødt med protester fra folk, der var vrede over beslutningen. Men præsident Rousseff sagde, at begrundelsen for udnævnelsen ikke var for at beskytte Lula da Silva for retsforfølgelse.

- Det styrker min regering, at Lula bliver en del af den, men der findes folk, der ikke ønsker at den skal blive stærkere, sagde Dilma Rousseff ifølge BBC.

Men lige lidt hjælper det, når en lækket telefonsamtale er bevis på det modsatte.

Under samtalen, der er blevet optaget af politiet og offentliggjort af en føderal dommer, siger Rousseff til Lula, at hun vil sende ham et officielt dekret som vidne om, at han er blevet udnævnt til hendes stabschef, så han "kan gøre brug af det om nødvendigt".

Samtalen bliver set som et bevis på, at Dilma Rousseff har udnævnt Lula som stabschef for at frede ham fra at blive retsforfulgt for anklager om korruption. Med udnævnelsen vil han opnå immunitet for retsforfølgelse.

Luiz Inacio Lula da Silva er anklaget for korruption, hvidvaskning af penge og svindel, men med brasiliansk lovgivning kan medlemmer af regeringen kun retsforfølges af landets højesteret.

4. marts blev Lula i forbindelse med Operation Bilvask kortvarigt tilbageholdt og afhørt om beskyldninger om hvidvaskning af penge i forbindelse med en omfattende efterforskning af korruption i det statsejede olieselskab, Petrobras.

Lula afviser alle anklager og siger, at de har til formål at forhindre ham i at stille op som præsidentkandidat i 2018.

Den nuværende præsident anklages for at have været vidende om massiv svindel i Petrobras, der er verdens tredjestørste olieselskab og Sydamerikas største industrikoncern.

Udnævnelsen af Lula stemte ikke brasilianerne mildt, og i timerne efter samledes demonstranter foran præsidentpaladset i Brasilia og i mindst tre andre byer.

Lula og andre ministre bliver taget i ed torsdag. Som stabschef bliver Lulas opgave at kæmpe mod de kongresmedlemmer, der anklager præsident Rousseff for at have fiflet med det brasilianske nationalregnskab for at skjule et stigende underskud.

/ritzau/