Brasiliens præsident beskylder filmstjerne for skovbrande i Amazonas

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, beskylder filmstjernen Leonardo DiCaprio for at betale penge for at brænde Amazonas ned. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS

Mens regnskoven i Brasilien har været plaget af massive skovbrande, melder landets omstridte præsident, Jair Bolsonaro, sig på banen med en vild konspirationsteori.

For det er ikke kun hedebølger eller andre miljømæssige årsager, der ligger til grund for den brændende skov - noget af skylden tilfalder også en af Hollywoods største filmstjerner, Leonardo DiCaprio.

Det mener præsidenten, der fredag sagde til sine støtter:

»Ham Leonardo DiCaprio er en sej fyr, er han ikke? Han giver penge til, at Amazonas bliver brændt ned.«

Det skriver The Guardian.

Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, hvorfra han ved det, og hvilket formål skuespilleren skulle have med at brænde regnskoven ned, var dog spørgsmål, som blev ladt ubesvaret af Bolsonaro.

Anklagen kom et døgn efter, at Jair Bolsonaro kom med en lignende stikpille. I en livestream på Facebook sagde han ifølge The Guardian:

»Leonardo DiCaprio, for pokker, du er i ledtog med nedbrændingerne af Amazonas.«

Antallet af skovbrande i Amazonas steg i 2019 med 85 pct. og årsagen er ifølge forskere, at brandene bliver påsat med vilje for at rydde områder til landbrug og kvægdrift.

Jair Bolsonaro slækkede i sin præsidentperiode krav, der skulle værne mod rydning af Amazonas.

Ved siden af jobbet som storstilet filmstjerne gør Leonardo DiCaprio sig som miljøforkæmper, der har været åbenmundet om skaderne ved at rydde regnskoven og som tidligere har doneret over 30 mio. kr. til bevarelsen af den.

Ifølge præsidenten skulle Leonardo DiCaprio have doneret 300.000 dollars (svarende til to millioner kroner) til en NGO, der har sat ild til Amazonas.