De politiske spændinger i Brasilien er til at tage og føle på søndag, hvor de brasilianske vælger for anden gang skal pege på deres favorit som præsident de næste år.

Valgets to kandidater har begge tillid til, at de vil stå tilbage som sejrherre, når stemmerne er talt op.

»Forventningen er sejr – for Brasiliens bedste,« sagde den højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro, da han ifølge dpa lagde satte sit kryds iført en gul Brasilien-trøje.

»Med Guds vilje vinder vi i dag – eller rettere – vinder Brasilien i dag,« sagde han.

Omvendt sagde den 77-årige Luiz Inacio Lula da Silva, der var landets præsident fra 2003 til 2010, i forbindelse med sin stemmeafgivelse, at også han »var sikker på en sejr for demokratiet«. Det skriver AFP.

Socialisten Lula havde et lille forspring inden den anden og afgørende valgrunde.

Men analytikere tør hverken komme med spådomme i den ene eller den anden retning om et valg, der ventes at blive neglebidende tæt.

Den sidste meningsmåling fra Datafolha-instituttet giver Bolsonaro 48 procent af stemmerne. Lula står til 52 procent. Dermed er afstanden mellem de to blevet mindre over tid.

Præsidentvalget kommer efter måneder med mudderkastning og personlige angreb mellem de to og omfattende polarisering af landets cirka 215 millioner indbyggere.

Lula har kaldt Bolsonaro en »kannibal« og en »lille diktator«. Til gengæld har Bolsonaro beskyldt Lula for at være en »tyv« og for at have indgået en pagt med djævlen.

I 2018 blev Lula idømt en lang fængselsstraf for korruption og hvidvask. Men senere blev han dog løsladt, da Brasiliens højesteret omstødte dommen.

Lula har længe været favorit til at genvinde posten som præsident.

Men hans sejr i første valgrunde 2. oktober blev meget mindre, end medier og kommentatorer havde ventet.

Her vandt Lula med 48,4 procent af stemmerne mod 43,2 til Bolsonaro.

Bolsonaro repræsenterer den yderste højrefløj. Han har tidligere spredt teorier om fejl i det elektroniske valgsystem uden at komme med beviser.

67-årige Jair Bolsonaro har været en kontroversiel skikkelse, siden han i 2019 overtog præsidentposten i Brasilien.

Blandt andet har han fået kritik for sin håndtering af coronapandemien, og fordi ødelæggelsen af Amazonas-regnskoven er taget til i hans embedsperiode.

/ritzau/