Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, får kritik fra flere sider, efter at han tidligere på ugen lavede en joke om vold mod kvinder.

Lula, som han er kendt som, lavede joken under et møde med ministre og forretningsledere i hovedstaden Brasília.

Her beskrev Lula, at stigningen i vold mod kvinder - særligt i forbindelse med professionelle fodboldkampe - var "triste nyheder".

Men, lød det fra Lula, "hvis fyren er fan af Corinthians, er det OK".

Corinthians, som hører til i São Paulo, er en af de mest kendte fodboldklubber i Brasilien og Lulas yndlingshold.

Mødet, der fandt sted tirsdag, blev livestreamet.

- Ud over at det ikke var sjovt, normaliserer det en brasiliansk tragedie, der bør bekymre alle - særligt præsidenten, lyder det i en udtalelse fra Amnesty International på det sociale medie X.

- Der har været mindst 10.600 kvindedrab siden 2015.

NGO'en henviser til en rapport, der viser, at der er en stigning i vold mod kvinder på 21 procent på dage, hvor der bliver spillet professionel fodbold.

Den højreorienterede tidligere præsident Jair Bolsonaro, der selv ofte er blevet kritiseret for misogyni, kalder på sociale medier Lulas udtalelser for "vrøvl".

Kongresmedlemmet Fernanda Melchionna, der som Lula er venstreorienteret, skriver på X, at vold mod kvinder ikke er noget at lave sjov med.

78-årige Lula har været præsident siden 1. januar 2023.

Ifølge en rapport fra Amnesty International er det særligt sorte kvinder, der oplever diskrimination i Brasilien.

Over 60 procent af ofrene for kvindedrab i Brasilien mellem 2019 og 2022 var sorte, viser tal fra de lokale myndigheder ifølge rapporten.

Der bor cirka 215 millioner mennesker i Brasilien.

/ritzau/AFP