Brasilianere sætter ild til ministerium i vrede over præsident

Der stiger sort røg op over regeringskomplekset i Brasilia, og 35.000 demonstranter er på gaden.

Brasilianere i titusindtal demonstrerer imod præsident Michel Temer og arbejdsreformer. Reuters/Ueslei Marcelino Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Under massive folkeprotester mod en arbejdsreform og præsident Michel Temer har demonstranter sat ild til landbrugsministeriet i Brasilien.

Ifølge politiet er 35.000 mennesker samlet, og politiet spreder tåregas.

Ministeriet er evakueret, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det tyske nyhedsbureauet dpa rapporterer, at sort røg stiger op fra regeringskomplekset i Brasilia.

Demonstranterne kræver præsidentens afgang. Det budskab har de skrevet på bannere.

Vreden er ud over Temer specifikt rettet mod arbejdsreformer.

Regeringen vil forlænge arbejdstiden. Den vil også stække fagforeningernes magt.

Temer forsøger i øjeblikket at sno sig ud af en korruptionssag, blot et år efter at hans forgænger blev fjernet.

Avisen O'Globo skrev tidligere på året, at præsidenten 7. marts mødtes med Joesley Batista, der er chef for JBS.

Batista lavede en lydoptagelse af mødet. Her fortalte han Temer, at han betalte penge til den korruptionsdømte tidligere formand for parlamentet Eduardo Cunha.

Ifølge avisens rapport svarede Temer:

»Du er nødt til at blive ved med det.«

Præsidenten hævder, at lydklippet er manipuleret. Han har understreget, at han ikke vil træde tilbage.

Sidste år fjernede senatet i Brasilien den socialistiske præsident Dilma Rousseff for at have pyntet på statens budget.

/ritzau/