Brand på japansk A-kraftværk efter jordskælv

Der er udbrudt brand på et japansk atomkraftværk efter et kraftigt jordskælv mandag morgen ramte det nordvestlige Japan.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det en transformer-station på Niigata-atomkraftværket der brænder. Reaktorerne på tre atomkraftværker stoppede automatisk på grund af rystelserne, og i kølvandet på jordskælvet blev der udsendt et tsunamivarsel. Rystelserne medførte da også mindre tsunamibølger på knap en halv meters højde.

Flere tog fra Tokyo til det nordvestlige Japan blev aflyst på grund af jordskælvet, som målte 6,6 på richterskalaen og havde epicenter på Niigata-kysten 260 kilometer nordvest for Tokyo. Det var netop ved Niigata, at et endnu kraftigere jordskælv i 2004 dræbte 65 mennesker og sårede 3000.

/ritzau/