Bossernes boss fra italiensk mafia er anholdt i Madrid

I Madrid har politiet anholdt en italiensk mafiaboss. Han er tidligere dømt for både drab og narkosmugling.

Spanien bliver betragtet som hovedvejen for smugling af både hash og narkotika til Europa. Hovedparten af narkotikummet kommer fra Latinamerika og hashen fra Nordafrika (Arkivfoto). Josep Lago/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af Italiens helt store mafiabosser er torsdag blevet anholdt af spansk politi.

Det drejer sig om Domenico Paviglianiti, der er en af lederne i mafiaen 'Ndrangheta. Den står for store dele af Europas kokainhandel.

Han omtales blandt andet som »en af Italiens mest eftersøgte flygtninge« og »bossernes boss« og må betragtes som en sværvægter i mafiaverden.

Politiet fangede ham i Madrid. På sig havde han falsk, portugisisk identifikation, 6000 euro og seks mobiltelefoner.

Anholdelsen blev gennemført i et samarbejde mellem italiensk og spansk politi.

Tilbage i 1996 blev han også anholdt i Spanien og tre år senere udleveret til retsforfølgelse i Italien.

Her blev han dømt for drab og narkosmugling og fik en livstidsdom.

En teknikalitet i udleveringen sikrede ham dog en tidlig løsladelse. Han kom derfor ud efter 20 års afsoning.

I 2019 kom det italienske politi med en ny arrestordre. Den italienske højesteret vurderede, at han var blevet uretmæssigt løsladt.

Meget af Europas narko kommer ind via Spanien, hvorfor spansk politi af og til anholder Italienske mafiamedlemmer.

'Ndranghetaen, der opererer fra spidsen af den italienske støvle, Calabrien, bliver nu betragtet som den mest magtfulde mafia i Italien. De har dermed overtaget tronen Siciliens Cosa Nostra og Napolis Camorra.

Mens Cosa Nostra betyder »vores ting« og Camorra noget i retningen af »en skruppelløs gruppe«, er 'Ndrangheta græsk og betyder mod eller loyalitet.

Så sent som i mandags blev ni andre medlemmer af 'Ndranghetaen anholdt.

Det italienske politi anklager dem for at have infiltreret det calabriske sundhedssystem for at få værnemidler og tidlige tider til coronavacciner til mafiaen.

De sidste fire årtier har mafiaen infiltreret Calabriens offentlige institutioner. Og det har tæret på økonomien.

Særligt sundhedssystemet har været udsat. Det er kendt for at mangle både personale, materiel og basale services.

/ritzau/AFP