Bosnier anholdt i Tyskland for massemord i Paris

39-årig mand er fængslet i Dresden. Afventer udlevering for at blive anklaget for drab på 130 i Paris i 2015.

En 39-årig bosnisk mand er anholdt i Tyskland. Han sættes i forbindelse med et angreb i Paris i 2015, oplyser politiet.

Der har været en belgisk anholdelsesordre på manden.

Han er fængslet i Dresden og afventer, at hans sag om udlevering kan afsluttes.

»Der er en europæisk anholdelsesordre fra de belgiske myndigheder mod den anklagede. Han mistænkes for at have arbejdet sammen med en terrororganisation, der er forbundet med terrorangrebet, herunder mod koncertsalen Bataclan, den 13. november 2015 i Paris,« oplyser den tyske anklager ifølge AFP.

Under angrebet i Paris blev 130 mennesker dræbt og langt over 400 såret.

/ritzau/