Bosnien får ny international leder

Den slovakiske diplomat Miroslaw Lajcak overtager posten som international administrator i Bosnien og lover at tage hård fat, hvis det er nødvendigt.

Den slovakiske diplomat Miroslaw Lajcak fik mandag overdraget posten som det internationale samfunds administrator i Bosnien.

Posten blev oprettet efter krigen i Bosnien fra 1992 til 1995. Lajcak afløser den tyske diplomat Christian Schwarz-Schilling, som ifølge kritikerne har haft en alt for passiv rolle, der har fået skænderier mellem etniske grupper til at blusse op og bremset vigtige reformer.

Lajcaks vigtigste opgave under hans et-årige udnævnelse bliver at presse lederne for de tre store etniske grupper i landet til at enes om en række nøglereformer.

Lajcak siger, at han ikke vil tøve med at fyre genstridige ministre og embedsmænd og med tvang gennemføre love, hvis det er nødvendigt.

/ritzau/