JERUSALEM: Det er ikke første gang. Men hver gang israelske soldater angribes af jødiske bosættere på Vestbredden afføder det en voldsom debat blandt de israelske politikere og i de israelske medier. Tidligere på ugen eksploderede situationen omkring den mindre bosættelse Yitzhar i den nordlige del af Vestbredden, lidt syd for Nablus.

Hundreder af bosættere angreb israelske sikkerhedsstyrker med sten, brændte dæk og blokerede veje, da myndighederne ville rive bygninger ned, som var opført uden de krævede, israelske tilladelser. Endnu mere opsigt har det vakt, at omkring 60 af angriberne derefter rettede deres vrede mod en mindre israelsk militærpost oprettet for at beskytte bosættelsen. De seks soldater fik at vide, at de skulle forholde sig i ro, mens deres lejr blev totalt raseret. I israelsk presse hæfter nogle sig ved, at situationen ville have fået et helt andet forløb, hvis det var palæstinensere, som soldaterne stod over for. Det seneste års tid har der været en række tilfælde med israelske soldaters brug af skarpe skud og kugler med en gummikappe mod stenkastende, palæstinensiske demonstranter og andre, som eksempelvis har forsøgt at forcere det israelske sikkerhedshegn. Palæstinensiske drenge ned til 14-15 års-alderen er blevet skudt og i flere tilfælde dræbt.

En israelsk officer siger som svar på forskellen til avisen Haaretz, at hans opgave er at »beskytte jøder. Omkring palæstinenserne er det en anden sag. Min opgave er at beskytte Yitzhar«. Officeren siger også, at soldaterne ikke følte sig truet, så »de havde ingen grund til at skyde«. I dagene forinden var dækkene på israelske militærkøretøjer i Yitzhar, en bosættelse særlig kendt for jødisk ekstremisme rettet mod både israelske myndigheder og palæstinensere, i to tilfælde blevet skåret op, mens en bil fra grænsepolitiet blev angrebet med sten.»Det er terror i ordets egentligste forstand,« erklærede forsvarsminister Moshe Ya’alon ved den lejlighed og understregede, at det drejede sig om »en marginal, ekstremistisk gruppe«. En 14-årig og en 16-årig er efterfølgende blevet anholdt i forbindelse med hærværket.

Den efterfølgende aktion tirsdag for at nedrive og fjerne ulovlige bygninger fra Yitzhar bliver set som en hurtig »afstraffelse« af bosætterne. Den nuværende israelske regering har ellers gjort en dyd ud af at fastholde også byggerier i bosættelserne, også det ulovlige ifølge israelsk lovgivning og trods retslige afgørelser om at få dem fjernet. USA, EU, FN og størsteparten af verden betegner alle bosættelser i de besatte områder som ulovlige ifølge Folkeretten.

Efter at uroen bredte sig og omfattede langt flere bosættere tirsdag, har Ya’alon så tilsyneladende forladt brugen af den i Israel i særligt grad ladede betegnelse »terror«. I stedet taler han om, at han vil sikre, at »de vil være nødt til at adlyde loven« som alle andre. I en fælles erklæring med premierminister Benjamin Netanyahu fra tirsdag aften lød det, at »der vil blive grebet kraftigt ind mod lovbrydere, der begår bølleoptøjer«.

Et politisk våben

For israelerne har denne uges uro også sat fokus på, at der til udstationeringen omkring Yitzhar og andre bosættelser benyttes reservister, der efter den obligatoriske militærtjeneste må afbryde deres civile liv for jævnlige militæropgaver:

»Vi har forladt familier med små børn, akademiske studier, arbejde, vi efterlod endda vore politiske holdninger hjemme, alt for én grund: At beskytte bosætteres liv og opretholde lov og orden. I stedet bliver vi mødt med vold og ydmygelse. Som det går nu, er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser vold rettet mod soldater eller politibetjente,« siger en af reservisterne, der fortæller, at de tidligere har fået skåret dæk op og er blevet spyttet i ansigterne, men at angrebet på deres militærpost var »som en kniv i ryggen«.

Lederskribenten på websitet Ynet mener, at volden i Yitzhar er direkte rettet mod fortsatte fredsforhandlinger og er en advarsel om ikke at røre bosættelser:

»Yitzhar er kun toppen af isbjerget, fortroppen, og man her hele den radikale bosætterbevægelse bag sig.«

Lederskribenten hæfter sig ved, at det såkaldte »prismærke« eller »pris«-fænomen – ofte benævnt »price tag« på engelsk – mod palæstinensere og i mindre omfang mod israelsk militær og politi nu for alvor er ved at blive skærpet som politisk våben for nationalister og religiøse ekstremister. Den dimension har regeringen ikke fokuseret på. I stedet har Netanyahu sagt, at »de kriminelle handlinger ikke repræsenterer bosætterne i Judæa og Samaria« – hans foretrukne betegnelse for Vestbredden.

Heller ikke ved den seneste vold har han sidestillet med den voksende terrorisering af den palæstinensiske befolkning begået af formodede radikale bosættere og nationalistisk-religiøse sympatisører. Efter søndagens hærværk mod det israelske militærkøretøj udsendte Netanyahu en erklæring via sin medierådgiver:

»Vi vil handle med nultolerance over for dem, der angriber IDF-soldater og officerer. Angriberne vil blive stillet for retten for denne forkastelige gerning.«

Premierministeren så øjensynligt ingen grund til at nævne, endsige i samme ombæring fordømme, at 40 biler i landsbyen Jish i det nordlige Israel blev udsat for tilsvarende angreb. Samtidig blev der malet graffiti med budskabet skrevet på hebraisk: »Kun ikke-jøder skal fjernes fra vores land.«

Jish beboes af omkring 3.000 kristne og muslimske indbyggere, der er israelske statsborgere med fulde borgerrettigheder. Den lokale borgmester konstaterede, at hærværk sker »gang på gang«, uden at sikkerhedsstyrkerne skrider til anholdelse. Sidste tirsdag blev dækkene skåret op ved et kloster andetsteds i Israel nær byen Beit Shemesh. Graffiti på klostrets mure lød: »Amerika er nazi-Tyskland« og »Mary er en ko«.

Angreb uden konsekvenser

I de seneste år er der ifølge FN og EU og lokale menneskeretsgrupper sket en voldsom stigning i tilfælde af hærværk og vold mod palæstinensere og kristne kirker og klostre.

I november sidste år blev et hus med en palæstinensisk familie på Vestbredden sat i brand, mens der blandt andet var sovende, små børn indenfor. Beboerne reddede sig ud, men fem måtte behandles for røgforgiftning, og huset nedbrændte delvist. Anklager om jødiske bosætterstøtter som skyldige blev bakket op af graffiti på åstedet. Heller ikke dette opsigtsvækkende terrorangreb blev kommenteret af Netanyahu. Efter offentlig polemik om de mange overfald med formodet jødisk nationalistisk-religiøs motiv dekreterede Netanyahu sidste år, at politiet skulle oprette en særlig enhed til at tage sig af det, men der har kun været ganske få anholdelser, mens overfald på ikke-jødiske bebyggelser i Israel, Østjerusalem og på Vestbredden er fortsat til et omfang, hvor det nu ifølge lokale politikere er en dagligdags begivenhed, som kun i mere alvorlige tilfælde bliver registreret.

De angrebne forventer angiveligt alligevel ikke, at politiet vil gøre noget og frygter, at opmærksomhed kun vil gøre det værre. Israelske politikere er i nogle tilfælde begyndt at omtale »prismærke«-angrebene som »terror«, men regeringen har afvist at bringe de formodede jødiske angreb ind under terrorlovgivningen. Det jødiske byrådsmedlem i Jerusalem Meir Margalit fra venstrepartiet Meretz siger til Jerusalem Post, at han i forbindelse med de mange angreb i og omkring Jerusalem fornemmer en forbindelse mellem politichefen og højrefløjspolitikere:

»Politiet har midlerne til at sætte en stopper for det. Hvis de ikke bruger de midler, er det fordi, at politikere stopper dem.«

I et konkret tilfælde for nogle år siden, blev det dokumenteret, at Knesset-politikere advarede bosættere om, at en aktion mod ulovlig byggeri på Vestbredden var undervejs, hvorefter soldater blev angrebet med sten, og en nærtliggende base blev raseret.

Organisationen Tag Meir, bestående af en række fremtrædende, jødiske menneskeretsaktivister, rabbinere og andre, forsøger at råbe det israelske samfund op for at tage affære. Efter overfaldet på landsbyen Jish udsendte Tag Meir en erklæring om, at »prismærketerrorismen« følger en lang række af lignende tilfælde:

»Den slags angreb er blevet en epidemi over hele Israel.«