Bortført libysk premierminister tilbage i regeringsbygning

LIBYEN: Den libyske premierminister, Ali Zeidan, ankom torsdag eftermiddag til regeringsbygningen i Tripoli efter sin kortvarige bortførelse, som en militsgruppe har taget ansvar for, skriver AFP.

Libyens premierminister, Ali Zeidan, ankommer til sit hovedkvarter efter at have været tilbageholdt af revolutionære i flere timer. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISMAIL ZITOUNY

Premierministeren blev bortført tidligt torsdag, fordi han ifølge militsgruppen skulle have spillet en rolle i en amerikansk militæraktion i Libyen, der i weekenden resulterede i anholdelsen af en højtstående al-Qaeda-person.

Libyen har siden Muamar Gaddafis fald i 2011 været udfordret af, at militsgrupper har stor magt i forhold til regeringen, og derfor har styret også indgået alliancer med militser, som blandt andet varetager flere forskellige sikkerhedsopgaver i landet. Gruppen, som har taget ansvar for bortførelsen torsdag, er tidligere oprørere, men arbejder i dag for Indenrigsministeriet.

Flere ministre og medlemmer af regeringen i Libyen var torsdag eftermiddag til stede for at byde Ali Zeidan velkommen tilbage til friheden, hvilket skete under et massivt sikkerhedsopbud.

BNB