Boris Johnson vender tilbage til Downing Street – og han lægger allerede planer for genåbningen

Boris Johnson er vendt tilbage til Downing Street efter næsten en måneds sygdom. Og i løbet af den næste uge ventes han at fremlægge en plan for Storbritanniens mulige genåbning.

Den konservative britiske premierminister, Boris Johnson, er tilbage i sin bolig på Downing Street 10 efter at have været syg med covid-19 i næsten en måned.

Det betyder, at han vender tilbage til arbejdet som premierminister, efter at udenrigsminister Dominic Raab har vikarieret for ham de seneste uger. Og ifølge The Daily Telegraph kan han allerede i løbet af den kommende uge fremlægge en plan for den gradvise genåbning af Storbritannien.

Det på trods af at den britiske regering indtil nu har fastholdt, at den nuværende nedlukning skal vare indtil 7. maj. Storbritannien er et af de lande i Europa, der er blevet værst ramt af coronavirus.

Ifølge The Daily Telegraph har en unavngivet kilde tæt på premierministeren forklaret, at det centrale budskab i planen bliver, at briterne fortsat skal holde social afstand, selv når samfundet er genåbnet.

»Det ville være forkert at tale om en genåbning. I stedet bør man sige, at vi laver om på nedlukningen,« siger den anonyme kilde.

Søndag døde 413 personer på Storbritanniens hospitaler efter at have fået coronavirus. Det betyder, at dødstallet nu i alt er oppe på 20.732 personer. Men det er den laveste stigning på et døgn siden slutningen af marts, og der begynder dermed at være tegn på, at nedlukningen har virket.

Knap 153.000 er konstateret smittet med covid-19.

Boris Johnson har fået skarp kritik for sin tidlige håndtering af coronakrisen. Især er han blevet kritiseret for ikke at skaffe nok værnemidler til sundhedspersonalet, der hver dag går på arbejde med deres eget helbred som indsats, men uden handsker og masker.

Samtidig er diskussionen om, hvad regningen for eftertiden bliver, også begyndt at tage form. Landets finansminister Rushi Sunak har vurderet, at landets BNP kan falde med op til 30 pct. som følge af den omfattende nedlukning, og han har blandt andet talt for at lade nogle virksomheder genåbne.

En ny normal

Flere af Boris Johnsons egne partimedlemmer er angiveligt enige med Rushi Sanak i den vurdering, skriver The Guardian. Men fra Dominic Raab lød en klar besked søndag:

Skoleelever kommer ikke til at kunne vende tilbage til hverdagen, før der er vedtaget nye retningslinjer for, hvordan sådan en hverdag skal se ud.

Og virksomheder får ikke lov til at åbne uden at skulle overholde samme regler om social afstand, som supermarkeder og apoteker har skullet efterleve den seneste måned, skriver The Guardian.

»Vi kommer ikke til at se en regulær lempelse af tiltagene. Vi vil i stedet ende med at vedtage en ny normal,« forklarede den vikarierende premierminister søndag ifølge The Guardian.

Den britiske regering arbejder dog på at gøre samfundet klar til en gradvis genåbning.

Sundhedsminister Matt Hancock har således annonceret, at der skal findes 18.000 frivillige, som kan kontaktopspore nye coronasmittede og alle dem, de har været i kontakt med.

Ifølge flere sundhedseksperter er kontaktopsporingen nemlig helt nødvendig, hvis Storbritannien skal gøre sig noget håb om at kunne kontrollere en gradvis genåbning.

Han har i øvrigt sat et mål om at teste 100.000 briter om dagen i slutningen af april. Det er regeringen endnu ikke i mål med, ifølge The Guardian.

Regeringen overvejer i øvrigt, hvordan man kan installere teststationer og karantæneforhold for passagerer, der ankommer til landets lufthavne.