Boris Johnson-rådgiver måtte sige op efter »mediehysteri«: Nu taler Westminster om racehygiejne

Boris Johnsons nyligt ansatte rådgiver har givet udtryk for, at hvide er klogere end sorte, at kvindesport hører hjemme under De Paralympiske Lege, og at visse mennesker helt bør afholde sig fra at få børn. Nu kræver Westminster, at premierministeren tager afstand til den afgåede rådgiver.

 
Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Andrew Sabisky måtte stort set sige op lige så hurtigt, som han var blevet ansat. Den 27-årige brite var blevet hyret som rådgiver for den konservative premierminister, Boris Johnson, men i løbet af weekenden viste Sabisky sig at være et kontroversielt valg.

Journalister og politikere begyndte at grave nogle af hans tidligere kommentarer frem. Andrew Sabisky har blandt andet hævdet, at sorte er dummere end hvide, ligesom han har givet udtryk for, at nogle mennesker bør tvinges til at benytte prævention, så deres børn ikke skaber en ny »permanent underklasse«.

Inden weekenden var ovre, havde den 27-årige rådgiver fået så hård en medfart af fra hele det politiske spektrum for sine kommentarer, at han valgte at sige op, skriver The Guardian.

»Mediehysteriet over mine gamle sager online er vanvittigt. Jeg ønskede at hjælpe regeringen, ikke at være en hindring. Derfor har jeg sagt op,« forklarer den 27-årige om sin opsigelse ifølge The Guardian.

Andrew Sabisky var blevet hyret af Boris Johnsons toprådgiver og de facto-stabschef, Dominic Cummings.

Inden Andrew Sabisky fik sagt op, blev kritikken mod ham også vendt mod Boris Johnson, for på et pressemøde mandag nægtede premierministerens talsperson at tage afstand fra Sabiskys holdninger.

»Premierministerens holdninger er veldokumenterede,« forklarede talspersonen, hver gang han fik et spørgsmål om Sabiskys kontroversielle holdninger.

Andrew Sabisky har blandt andet sagt, at sorte amerikanere oftere får »intellektuelle handicap«, selv om der ikke er dokumentation for dette. Om kvindesport har han sagt, at det bedre kan sammenlignes med De Paralympiske Lege end med mandesport.

I 2014 skrev Andrew Sabisky, at uønskede graviditeter kunne undgås ved at tvinge alle kvinder til at tage præventionspiller, så snart puberteten rammer. På den måde kan unge mødre forhindres i at skabe en »permanent underklasse«, lød argumentet.

Andrew Sabisky har i et bogudkast også skrevet, at personer på velfærdsydelse typisk er »mindre imødekommende« og bør opfordres til at få færre børn end folk, der er mere socialt anlagte.

Andrew Sabiskys holdninger er af flere blevet sammenlignet med eugenik – altså racehygiejne og antagelsen af at man kan ændre og manipulere arvemassen i en befolkning, så uønskede gener og træk med årene forsvinder.

At en rådgiver med holdninger som disse kan opnå ansættelse under Boris Johnsons regering overhovedet, har affødt hård kritik fra de øvrige partier i Westminster. Selv om Andrew Sabisky har sagt op, kræver partierne en forklaring fra Boris Johnson.

Således lyder det fra Labour-politikeren Ian Lavery:

»Boris Johnson skal svare på nogle alvorlige spørgsmål om, hvordan denne mand overhovedet er blevet udnævnt til rådgiver, og om han er enig i Andrew Sabiskys afskyelige holdninger,« siger Ian Lavery ifølge The Guardian.

Også blandt de konservatives egne rækker er Sabiskys ansættelse blevet mødt med kritik. Caroline Nokes, der er formand for kvinde- og ligestillingsudvalget, var den første fra partiet, som åbent kritiserede Andrew Sabiskys holdninger.

»Jeg ville ikke kunne kende ham fra et stykke sæbe, men jeg tror ikke, vi ville komme godt ud af det med hinanden,« sagde hun ifølge The Guardian om den 27-årige Andrew Sabisky, som er blond, blåøjet og glatbarberet.

»Der må ikke være rum til de holdninger, han har givet udtryk for, i regeringen.«